Corona: Smittede danskere får livsvigtig opgave

Borgere uden symptomer kan nu blive testet. Er de smittet, skal de selv advare de nærmeste om mulig smitte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Coronaepidemien i Danmark er tilsyneladende under kontrol, og der bliver nu skruet gevaldigt op for antallet af test. Borgere uden symptomer kan således også blive testet nu.

Men er de smittet, skal de selv hjælpe med at opspore en mulig smittekæde, fortæller Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, til Jyllands-Posten.

– Vi arbejder med en ansvarliggørelse af borgerne. Vi kan ikke gøre som sidst, hvor læger fra Styrelsen for Patientsikkerhed opsporede alle patienternes mange kontakter.

– Det er en uoverstigelig opgave, fordi vi tester langt, langt flere nu. Vi kan ikke gøre det på den håndholdte måde længere, siger Søren Brostrøm til Jyllands-Posten.

Der er tale om et paradigmeskift i den danske teststrategi, fortæller han.

Sundhedsmyndighederne vil teste langt flere, og derfor skyder testtelte i øjeblikket op landet over.

Myndighederne vil nu også kontrollere smittespredningen uden at isolere hele befolkningen.

Danmark bliver foregangsland

Strategien betyder, at Danmark bliver et foregangsland på området ifølge Søren Brostrøm.

Han er dog klar over, at det kan være vanskeligt for nogle at tage kontakt til de mennesker, vedkommende har været tæt på.

– Der skal naturligvis støtte og vejledning til, og måske skal vi oprette et callcenter, hvor folk kan henvende sig og få hjælp til, hvordan de skal gøre, siger han til Jyllands-Posten.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke grupper i samfundet der er særligt udsatte for coronavirus.

Powered by Labrador CMS