Corona-krise: Rejseselskab skærer 8000 stillinger

TUI er ramt af manglende rejser under coronakrisen. Selskabet skal derfor spare 8000 stillinger væk.

TUI havde ved udgangen af marts 53.500 ansatte.(Arkivfoto) Foto: Fabian Bimmer/Reuters
(Arkivfoto) Foto: Fabian Bimmer/Reuters

Offentliggjort Sidst opdateret

Rejseselskabet TUI varsler stor sparerunde grundet coronakrisen.

Den ventes at ramme 8000 stillinger globalt, der enten bliver nedlagt eller ikke besat. Det oplyser selskabet i en meddelelse.

TUI havde ved udgangen af marts 53.500 ansatte.

– TUI skal komme ud af krisen stærkere. Men det vil blive et andet TUI og et andet marked end før pandemien, siger administrerende direktør Fritz Joussen.

– Det kræver besparelser i investeringer, udgifter, vores størrelse og tilstedeværelse rundt i verden, siger han i en kommentar til regnskabet.

Regnskab har røde tal

Meldingen kommer onsdag i forbindelse med selskabets regnskab for andet kvartal, der viser et stort underskud.

Selskabet kommer ud af kvartalet, der tæller perioden januar til marts, med et minus 5,5 milliarder kroner.

Det er en forværring fra samme periode sidste år, hvor TUI fik et minus på 1,3 milliarder kroner.

Med til historien hører, at de første tre måneder af året ofte er en vanskelig periode at tjene i for rejseselskaber, der henter det meste indtjening om sommeren.

TUI er blandt Danmarks største rejseselskaber og har tidligere haft Star Tour i folden, men siden 2015 har det heddet TUI.

Bookinger faldet markant

TUI skriver, at bookingerne til sommerferien 2020 er faldet markant.

35 procent af rejserne til sommerperioden er solgt, hvilket skal sammenlignes med 59 procent i samme periode sidste år.

Udsigterne for rejsebranchen er fortsat så usikre, at TUI ikke vil komme med en prognose for sine resultater i 2020.

TUI har på grund af coronakrisen fået et lån på 13,4 milliarder kroner af den tyske stat.

Samlet har TUI 15,7 milliarder kroner i likviditet, som rejseselskabet vil kunne trække på.

Powered by Labrador CMS