Corona-konflikter: Sådan passer du på dine børn

Coronakrisen får konflikter til at blusse op, når børnene i forvejen er i klemme, siger Børns Vilkår. Venstre vil have sat ekstra fart på sagsbehandlingen

Offentliggjort Sidst opdateret

Coronakrisen har gjort det sværere at være skilsmissebarn i de familier, hvor forældrene i forvejen ikke kan enes om aftaler for samvær. Møder i Familieretshuset, der afgør samværssager, har været aflyst de seneste fem uger.

Selvom en bred politisk aftale for nyligt sikrede, at Familieretshuset åbner for børnesamtaler, så er der en stor pukkel på formentligt flere tusind uafgjorte sager, skriver Kristeligt Dagblad.

Det betyder fortsat uvished i mange skilsmissefamilier.

Sådan lyder vurderingen fra både Børns Vilkår og Landsforeningen Børn og Forældre, der har tilknyttet et netværk af 73 frivillige og professionelle skilsmisserådgivere i Viborg, Aalborg, Aarhus, Herning og København.

Foreningen får i øjeblikket 200 henvendelser om dagen fra ulykkelige forældre mod omkring 60 henvendelser om dagen før coronakrisen.

– Vi har aldrig oplevet noget lignende. Det er en ekstrem hård tid for mange børn og skilsmisseramte familier. Nogle forældre er i øjeblikket helt afskåret fra at se deres børn, fordi de ikke kan kommunikere med deres ekspartner. Vi har forældre, som ikke ved, om de kan møde deres børn før til september. Det er en kæmpe belastning for både børns og forældres psykiske trivsel. Vi forsøger at finde løsninger og mægle mellem forældrene, fortæller lederen af Landsforeningen Børn og Forældre, Morten Thorsøe Secher.

Foreningen har netop modtaget knap 600.000 kroner af Tryg Fondens akutpulje til indsatsen for at støtte skilsmisseforældre.

Også hos Børns Vilkår viser henvendelser til Børnetelefonen og Forældretelefonen, der i 2019 havde tilsammen godt 60.000 samtaler, at coronakrisen forstærker uenigheder mellem forældre. Børns Vilkår har eksempler på, at den ene forælder er meget usikker på, om ekspartneren tager ordentligt hånd om smittefaren.

Kan føle sig afvist

Børn fortæller også, at de kan føle sig afvist, når en af forældrene i et måske berettiget ønske om at vise omsorg udskyder samvær.

– De skilsmisseforældre, der kan finde ud af at samarbejde, samarbejder også om corona, men der, hvor børnene er i klemme i forvejen, blusser konflikterne op. Familieretshuset havde en pukkel af sager før coronakrisen, og den er nu blevet større. Der sidder forældre og børn, som er ulykkelige, fordi de ikke kan få en aftale om samvær, siger seniorkonsulent i Børns Vilkår Bente Boserup.

Hun hilser det velkomment, at politikerne har besluttet at åbne Familieretshuset, men understreger også, at det kan have lange udsigter at få alle sager afgjort.

Venstres familieordfører Marlene Ambo-Rasmussen mener, at regeringen bør afsætte ekstra ressourcer til at få afviklet den pukkel af sager, der er ophobet i Familieretshuset på grund af corona. I slutningen af 2019 tilførte Folketinget 104 millioner til at ansætte nye medarbejdere og mindske ventetiden på dengang omkring 18 uger til en første samtale.

Ifølge Marlene Ambo-Rasmussen er der brug for yderligere tiltag.

– Det handler om børn i højkonfliktsskilsmisser, og der er i forvejen alvorlige tal for børns mistrivsel. Der er børn, som på grund af det uafklarede samvær ikke ved, hvor de skal være i sommerferien, fordi forældrene er i krig med hinanden. Socialministeren må komme på banen med en plan, så samværssagerne kan blive afgjort for eksempel ved at indkalde ekstra mandskab i weekenderne, siger Marlene Ambo-Rasmussen.

Powered by Labrador CMS