-Corona er meget værre
AstraZenecas vaccine er suspenderet i flere EU-lande. Epidemiolog opfordrer til at kigge på det store billede
Selv om Tyskland ligesom flere EU-lande har suspenderet brugen af AstraZenecas vaccine, så skal man huske at kigge på det samlede billede, når man vurderer risikoen ved at lade sig vaccinere.
Sådan lyder opfordringen fra den tyske epidemiolog Dirk Brockmann fra Robert Koch Institut for smitsomme sygdomme.
Ifølge ham giver det mening at præcisere den relative risiko over for befolkningen. Han siger, at omkring 1000 ud af en million coronasmittede er døde, mens blot én per hver million AstraZeneca-vaccinerede er død.
– I risikogrupperne er risikoen for at dø af coronavirus endda endnu højere. Det betyder, at det formentlig er 100.000 gange mere sandsynligt at dø af coronavirus end af AstraZeneca-vaccinen, siger Dirk Brockmann.
Danmark har også suspenderet brugen af AstraZeneca-vaccinen.
Det er sket, efter at en 60-årig dansk kvinde døde af en blodprop kort efter at have fået vaccinen. Kvinden havde usædvanlige symptomer som et lavt antal blodplader, blodpropper i små og store kar samt blødning.
Det svensk-britiske AstraZeneca er blandt verdens største lægemiddelselskaber. Det har hovedkontor i britiske Cambridge og har udviklet sin coronavaccine i samarbejde med det Oxford University.