Cornelius scorer mod Cristiano – men ikke nok
Andreas Cornelius scorede en enkelt gang, og Cristiano Ronaldo scorede to gange, da Juventus slog Parma 2-1.
Cristiano Ronaldo og Andreas Cornelius var profilerne, da Juventus sent søndag på hjemmebane besejrede Parma 2-1 i Serie A.
Ronaldo bombede to gange i sejren, mens Cornelius igen scorede for Parma, da danskeren udlignede til 1-1 på et flot hovedstød i anden halvleg.
For Juventus var sejren særdeles opmuntrende, da mesterholdet dermed på førstepladsen er fire point foran Inter i topstriden.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Inter skuffede tidligere søndag med 1-1 ude mod Lecce fra den tunge ende af rækken, og Juventus topper dermed med 51 point, mens Inter og Lazio følger efter med henholdsvis 47 og 45 point.
Parma har 28 point på syvendepladsen.
Ritzau-kampreferat:
Første halvleg lignede en målløs affære, men to minutter før pausefløjtet trak Ronaldo ind i feltet i venstre side og trykkede af, og bolden ændrede via en Parma-forsvarsspiller retning og endte i mål, og så var Juventus foran 1-0.
Et minut før pausen blev Andreas Cornelius så skiftet ind, og ti minutter inde i anden halvleg dukkede danskeren op og hamrede bolden i mål med et flot hovedstød til 1-1 efter et hjørnespark.
Det var Cornelius’ syvende ligascoring i denne sæson, og han scorede også i Parmas seneste ligakamp mod Lecce.
Parma fik dog ikke lov at nyde uafgjort i Torino længe, for Ronaldo slog til tre minutter senere.
Paulo Dybala fandt Ronaldo, der i løb i feltet sendte bolden i mål og Juventus på 2-1 med sin sæsontræffer nummer 16 i Serie A.
Gæsterne jagtede en udligning i de sidste ti minutter og pressede Juventus højt oppe på banen, mens Cornelius tog de hårde slagsmål i front.
Ronaldo havde flere muligheder for et hattrick og forsøgte sig blandt andet med et skud og et hovedstød i kampens sidste minut.
I tillægstiden formåede Parma atter at presse Juventus, men der blev ikke scoret mere i kampen.