Cornelius bragede FCK på førstepladsen

Youssef Toutouh peger på dagens målscorer Andreas Cornelius. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

FC København var blevet foræret muligheden for at indtage førstepladsen i Superligaen for første gang i præcis to et halvt år, da FC Midtjylland tidligere på dagen havde tabt deres hjemmekamp til FC Nordsjælland med 1-0. Og den tog Andreas Cornelius.

Angriberen startede ude, men han kom ind og bragede sit tredje mål på tre kampe i kassen via overliggeren til resultatet 1-0, der sender FCK til tops. Kort før tid sparkede han første gang på en løs bold i feltet, og den kunne en ellers helt elektrisk Jesper Rask ikke tage.

FC København havde inden den for dem for dem så forløsende scoring både utallige indlæg og hjørnespark samt et par af de chancer, som man skal betale til bødekassen for at brænde. Rask stod i vejen for det hele.

Hobro var ikke uden muligheder, men nordjyderne havde lagt taktikken efter at stoppe FCK-kantspillerne. Derfor blev det til en hovedstødschance til Pål Alexander Kirkevold, der headede over fra tæt hold, og et langskud fra Jesper Bøge, som ramte overliggeren

FCKs største chancer kom et kvarter før tid. Først prikkede Nicolai Jørgensen en bold på overliggeren, og på det efterfølgende hjørnespark brugte Thomas Delaney hovedet til at ramme stolpen. Og så var der jo Andreas Cornelius med sejrsmålet til allersidst.

Powered by Labrador CMS