Coop får bøde på 10.000 kroner for spammail
En kunde forsøgte at afmelde sig nyhedsbrev fra Coop. Men reklamerne blev ved med at dukke op.
Coop har valgt betalt en bøde på 10.000 kroner for at have sendt uønskede nyhedsbreve på mail til en kunde. Det oplyser Forbrugerombudsmanden.
Dagligvaregiganten overtrådte markedsføringsloven ved at sende de uanmodede reklamer til forbrugeren, som om vedkommende flere gange havde frabedt sig det.
– Når en forbruger frabeder sig flere reklamer, skal virksomheden også stoppe med at sende dem, siger kontorchef hos Forbrugerombudsmanden, Benedikte Havskov Hansen.
– Coop fortsatte med at sende reklamer, selvom forbrugeren flere gange havde afmeldt dem. Det er i strid med markedsføringsloven, siger hun i en pressemeddelelse.
Samlet politianmeldte Forbrugerombudsmanden fem selskaber i oktober i år for at have overtrådt markedsføringsloven. Coop er det tredje selskab af de fem, som betaler en bøde.
Den konkrete sag handler om en forbruger, der flere gange afmeldte sig elektroniske nyhedsbreve fra Coop ved at sende mail til kundeservices mailadresse.
To gange bekræftede dagligvaregiganten afmeldingen, men alligevel fortsatte forbrugeren med at få nyhedsbreve.
Coop har oplyst, at de uanmodede nyhedsbreve blev udsendt som følge af en både teknisk og menneskelig fejl, oplyser Forbrugerombudsmanden.
Forbrugerombudsmanden blev gjort opmærksom på sagen via sin spam-postkasse, hvor der sidste år indkom omkring 1500 klager hver måned.
Ifølge markedsføringsloven må en virksomhed ikke sende elektroniske reklamer til forbrugere, der har tilbagekaldt et tidligere afgivet samtykke.
Og det skal være både let og gratis for forbrugerne at framelde sig elektroniske reklamer, og de skal til enhver tid kunne gøre det.
/ritzau/