Contadors vindercykel er kommet på auktion
Specialized og Tinkoff-Saxo har i dag åbnet for auktionen af Alberto Contadors vindercykel fra Vuelta a España 2014.
Bud startede på 3.000 euro (22.334 kroner) onsdag morgen og er i skrivende stund oppe på 53.598 kroner for cyklen, der er en Specialized S-Works Tarmac 2015, som Contador gjorde sit Grand Tour-comeback på ved Vuelta a España 2014.
Det gjorde han ved blandt andet at sætte sin nærmeste rival, Chris Froome, til vægs på flere etaper i løbet. Den samlede sejr i Vueltaen kom efter et smertefuldt Tour de France-exit for Contador, der styrtede og måtte udgå på 10. etape. Også Froome udgik af Tour de France 2014. Kampen om de spanske bjerge var derfor et comeback for begge ryttere.
Det endelige beløb for Contadors Vuelta-cykel doneres ubeskåret til non-profit børnehjemmet Matonyok Parents Trust Orphanage, som Tinkoff-Saxo-holdet besøgte på deres teambuilding-tur til Tanzania i efteråret. Her besteg holdet Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, som led i at styrke holdånden og samarbejdet på teamet.
Auktionen lukker den 1. februar klokken 20.