Contador måtte køre på Sagans cykel
Alberto Contador styrtede og måtte køre videre på Peter Sagans cykel efter sit styrt på sidste nedkørsel af 17. etape, hvor han tabte to minutter og 16 sekunder til løbets førende rytter, Chris Froome.
17. etape af årets Tour de France udviklede sig til en mindre katastrofe for Team Tinkoff-Saxo, da kaptajnen Alberto Contador styrtede på den sidste nedkørsel med det resultat, at han nu er seks minutter og 39 sekunder efter løbets førende rytter, englænderen Chris Froome fra Team Sky.
»Jeg styrtede, og vi forsøgte at reparere cyklen i en fart på stedet. Det gik ikke, og så måtte jeg køre videre på Peter Sagans cykel,« forklarede Alberto Contador efter etapen til TV2/sporten.
»Mekanikerne kom senere, og jeg fik min egen cykel igen, og så forsøgte jeg at begrænse tidstabet, så godt jeg kunne,« sagde Alberto Contador.
Holdkammeraten Michael Rogers var ved Contadors side, da kaptajnen styrtede.
»Det var en teknisk, ujævn og krævende nedkørsel. Contador ramte vel en knold, og hjulet skred ud. Men han så ud til at være okay,« sagde Michael Rogers.
Endnu en holdkammerat, Rafal Majka, lå bedre til, men ifølge polakken lod han sig ikke falde tilbage for at hjælpe Alberto Contador, fordi han ikke fik besked om, at spanieren var i vanskeligheder.