Connie Nielsen: Jeg er opvokset i en nordisk machokultur

Danske Connie Nielsen, som er biografaktuel i "Gladiator 2", har haft en opvækst præget af stærkt religiøse forældre og en voldelig far

Offentliggjort

Connie Nielsen: En opvækst præget af styrke og modstand

  • Connie Nielsen, der er aktuel i filmen "Gladiator 2", har haft en udfordrende opvækst med en streng og voldelig far. Hun beskriver sin barndom som en tid, hvor hun lærte at stå stærkt trods modgang.
  • Opvokset i Frederikshavn, blev hun præget af en nordisk machokultur, hvor kvinderne i familien var stærke, mens hendes far ofte udøvede kontrol gennem vold. Denne erfaring har gjort hende modstandsdygtig og uforfærdet.
  • Som teenager tog hun afstand fra sine forældres mormon-tro og rejste til Paris for at studere drama. Hendes rejse har ført hende til Hollywood, hvor hun nu er en succesfuld skuespiller, der kæmper for kvinders værdighed i en mandsdomineret verden.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Connie Nielsen har med en voldelig opvækst kæmpet en kamp i livets gladiatorring. 

Mens hun i den biografaktuelle "Gladiator 2" indtager rollen som Lucilla, der i Gladiator-universet nærer et kærligt forhold til sin far, kejser Marcus Aurelius, har Connie Nielsens forhold til sin egen far givet hende en svær start på livet. 

Streng fyr

- Min far var en streng fyr. Han elskede mig, men han var opdraget på et børnehjem, siger Connie Nielsen og fortsætter:

- En af de ting, der skete i min familie, var, at kvinderne var meget stærke. Min far stod ofte som den svage. Han brugte sin svaghed ved desperat at udøve kontrol og vold. Jeg kunne mærke instinktivt, at det kom fra et sted af svaghed. Et sted af sorg. Et sted af sår. 

Hun beskriver sig selv som rundet af en helt særlig nordisk machokultur efter sin opvækst i den nordjyske by Frederikshavn. 

Skuespiller Connie Nielsen har spillet mange stærke kvinder i sin karriere. Oftest har hun været flankeret af mænd.

Uden at være bange

I barndommen gik Connie Nielsen igennem, hvad hun selv beskriver som "ilden". Det efterlod hende stærkere på den anden side, forklarer hun. 

- Det er lige meget, om du får slag. Om de slår dig. Om du bliver udskammet eller bliver sendt ind på dit værelse. Du kan gå ind på dit værelse med rank ryg, og du kan modtage de slag uden at vende dig væk fra det. Uden at være bange for det, siger hun og tilføjer:

- Når du har gjort det som barn og ung pige, så sker der et eller andet inden i dig, som gør, at du ligesom ikke kan kues. 

Mormoner 

Connie Nielsen bor i dag i den amerikanske storby San Francisco med sine sønner. 

Hendes forældre var stærkt troende mormoner - noget hun selv tog afstand fra tidligt i sit liv. 

Som teenager rejste Connie Nielsen til Paris for at studere drama og medvirkede der i flere franske film.

Hollywood så også hendes talent, og Connie Nielsen landede sin første store rolle i "Djævlens advokat" med Al Pacino, Charlize Theron og Keanu Reeves.

Det tidlige møde med machokulturer og en mandsdomineret virkelighed er noget, den biografaktuelle skuespiller har taget med sig på settet til "Gladiator 2". 

Connie Nielsen (anden fra højre) poserer side om side med Denzel Washington (yderst til venstre), Paul Mescal (anden fra venstre) og Fred Hechinger (yderst højre) ved et presseevent for "Gladiator II" ved Tokyo International Film Festival (TIFF) 2024.

Den eneste kvinde 

Her var hun tæt på at være den eneste kvinde i et univers bygget op omkring mænd. Noget hun ofte har oplevet før. 

- Jeg står der altid alene. Det er noget, jeg konstant arbejder med. Jeg sætter alt ind på det - modsætter mig, der hvor jeg føler, at det er uværdigt for kvinder, siger Connie Nielsen. 

Hun har ofte betragtet sig selv som udenfor, men den succesfulde skuespiller gider ikke at blive stemplet som undertrykt. 

- Det har jeg lært at hamle op med. Jeg vil samarbejde. Jeg vil lave noget sammen, siger Connie Nielsen. 

Frugten af det samarbejde kan ses fra 14. november, hvor "Gladiator 2" har dansk biografpremiere.

Connie Nielsen var 33 år, da hun i 2000 spillede sammen med Russell Crowe, Joaquin Phoenix og Djimon Hounsou i "Gladiator". En film, der af flere beskrives som Connie Nielsens helt store gennembrud.
Powered by Labrador CMS