Connie Hedegaard bliver formand for Velux-familiens nye miljøfond
Connie Hedegaard tiltræder til nytår som formand for Kann Foundation.
Connie Hedegaard fortsætter med at beskæftige sig med det internationale klima- og miljøområde efter fem år som EUs klimakommissær, og dermed kan enhver spekulation om en tilbagevenden til dansk politik lægges i graven.
Efter nytår tiltræder hun som formand for en nyetableret international miljøfond, som Velux-familien Kann Rasmussen står bag. Fonden får navnet Kann Foundation og stiftes af Villum Fonden, der er hovedaktionær i VKR Holding, som blandt andet ejer Velux.
Hensigten er at skyde 100 millioner kroner om året i fonden de kommende ti år – altså samlet en milliard kroner. De mange penge skal gå til at støtte internationale indsatser, som tænker klima, miljø og bæredygtighed sammen med økonomisk vækst.
»Det er ikke hver dag, at en privat familie i Danmark siger, at den vil bruge en milliard kroner på klima og miljø. Velux-fondene står for kvalitet, og de vil virkelig gerne bruge deres penge på noget, der gør en forskel, og det er derfor, at jeg har sagt ja,« fortæller Connie Hedegaard til Berlingske.
Den grundlæggende idé i den nye miljøfond er at se klima og vækst, som to ting der går hånd i hånd.»Det næste store, der skal ske i verden, er, at vi skal tænke vækst og økonomi sammen med klima og miljø. Det skal ind i kernen af den økonomiske beslutningstagning. Hvordan, vi kan understøtte initiativer, der gør det, bliver hovedfokus i Kann Foundation. Jeg har set utroligt mange gode initiativer de seneste år rundt om i verden, men de mangler ofte gennemslagskraft, og her kan fonden gøre en forskel. Både ved at sætte konkrete projekter i gang og hjælpe med at skabe fokus på de gode initiativer,« siger Connie Hedegaard.
Slut med dansk politik
Formandsposten er den første del af Connie Hedegaards fremtidsplaner, som sløret løftes for. Hun fortæller, at der desuden kommer flere poster relateret til klimaområdet, men der bliver også plads til andet i kalenderen. Dansk politik er det dog endegyldigt slut med.
»Det her er én af et par hovedting, som jeg skal lave, men der bliver også plads til en del andet. Noget vil have med klima og økonomi at gøre, men jeg kommer også til at lave noget, som ikke er klimaorienteret. Jeg har sagt det fuldstændigt klart, at jeg ikke kommer tilbage til dansk politik, og det står fast,« siger Connie Hedegaard.
Internationale eksperter
Med den nye fond øger Villum Fonden aktiviteterne inden for miljø og bæredygtighed. Vurderingen er, at det gøres bedst med en dedikeret fond og bestyrelse bestående af internationale eksperter på området.
Ud over Connie Hedegaard vil Kann Foundations bestyrelse bestå af Anthony Leiserowitz fra Yale University i USA, Johan Rockström fra Stockholms Universitet, Tim Jackson fra University of Surrey i England samt Astrid Kann-Rasmussen. Fondens direktør bliver Danmarks nuværende ambassadør i Sydafrika, René Dinesen.
1. november tiltræder den nye EU-Kommission, hvor Margrethe Vestager (R) afløser Connie Hedegaard som Danmarks kommissær. Vestager får et helt andet ansvarsområde, da hun skal være konkurrencekommissær.