Congo-bajere til rejsegilde hos sårbare børn
Tirsdag var der rejsegilde for den nye Ungdomsafdeling på Tinghøj i Kolding. Der blev sagt skål i congo-bajere.

Håndværkernes festdag, rejsegildet, plejer at være ensbetydende med røde pølser og en pilsner, men Congo-bajere og unges tryghed slog håndværkernes traditionelle pilsnere til rejsegildet på Tinghøj i Kolding.
– Rejsegildet er stadigvæk en vigtig tradition. Men meget har ændret sig siden min barndoms rejsegilder. I dag er der ingen øl at skåle i. Et af afsnittene i Tv-udsendelsen ”De brændte børn”, hvor en 47-årig stadigvæk var traumatiseret af de oplevelser han havde med en alkoholiseret stedfar, satte mine tanker i gang. Øl og alkoholånde hører ganske enkelt ikke til blandt sårbare børn. På Tinghøj skal alle børnene føle sig trygge. Så i dag indfører jeg en ny tradition. At sige skål i kakaomælk, sådan lød det i talen fra Social- og sundhedsudvalgsformand Lis Ravn Ebbesen.
Tinghøj bliver fornyet og udvidet
Tirsdag var der rejsegilde for den nye Ungdomsafdeling på Tinghøj. Årsagen til at Tinghøj bliver udvidet og fornyet, er Kolding Kommunes fokuserede arbejde med en tidligere og mere forebyggende indsats og færre anbringelser, indsatsen i hjemmene er intensiveret, netværk og familiepleje inddrages i stigende grad.
Dette har gjort det muligt at nedlægge pladser på døgnområdet, nedlægge Landerupgaard som døgninstitution, og så altså samle tilbuddene på et udvidet Tinghøj.
– De færre institutionspladser er ikke udtryk for færre børn og unge med problematiske forhold, men et anden måde at se familierne på. I dag fjerner vi ikke børn fra familien uden vi først har efterprøvet alle familiens ressourcer. Kommunalt er vi optaget af at give et tilbud til børnene tæt på hjemmet, med det formål, at få barnet tilbage i distriktsskolen og til eget hjem – også for at sikre der er et netværk efter de fylder 18 år, forklarede Lis Ravn Ebbesen.
Ungeafdelingen har i dag til huse på Landerupgaard, men forventes at kunne flytte ind i de nye lokaler til sommer.