Computerproducent tilbagetrækker 300.000 computere

Lenovo tilbagekalder cirka 300.000 computere globalt grundet brandfare. En løs skrue er skyld i problemet.

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En løs skrue betyder, at computerproducenten Lenovo må trække cirka 5414 computere tilbage i Danmark.

Globalt drejer det sig om cirka 300.000 bærbare computere af modellen ThinkPad X1 Carbon 5. generation, som er produceret mellem december 2016 og oktober 2017. Det skriver Computerworld.

Lenovo har opdaget, at der i disse bærbare computere kan være en skrue løs. Fejlen kan potentielt føre til overophedning, som udgør en brandfare.

Ifølge Lenovo er det kun få kunder, der på nuværende tidspunkt har meldt om overophedning.

– Lenovo har modtaget tre kundeindberetninger om overophedninger, som har resulteret i skade på computeren. Computere, der er produceret i november 2017 og efter, er ikke omfattet, oplyser Lenovo til Computerworld.

Det er tilsyneladende ikke kun Lenova, der har problemer med brandfarlige batterier.

Det er kun få dage siden Newsbreak.dk kunne fortælle, at HP-bærbare også har problemer med batterier, der kan bryde i brand.

Alene i USA er der solgt over 78.000 af denne model. I Canada er der ifølge Lenova solgt 5.500 af modellen. Hvor mange danskere, der har købt modellen, vides ikke.

Powered by Labrador CMS