Comeback til dansk stjerne

Yussuf Poulsen er nu kommet sig over sin lægskade

Yussuf Poulsen meldes klar efter en skade.
Yussuf Poulsen meldes klar efter en skade.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er både gode og dårlige nyheder for fodboldklubben RB Leipzig.

Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen er tilbage i holdtræning efter en skade i læggen. Det oplyser bundesligaklubben på sin hjemmeside mandag.

Yussuf Poulsen har været ude med en skade i de seneste otte Leipzig-kampe. Han har ikke spillet siden Danmarks landskamp mod Færøerne 12. november.

Også Lukas Klostermann og Sidney Raebiger kunne mandag træne med resten af holdet efter skader.

Det var de gode nyheder.

Ramt af corona

De dårlige består i, at Leipzig er ramt af flere smittetilfælde af coronavirus, da både André Silva, Christopher Nkunku og Solomon Bonnah er blevet testet positive.

Derudover er der tvivl om Nordi Mukiele, Benjamin Henrichs og Dani Olmo, som fik uklare coronatestsvar og skal testes igen.

Dermed er der en del uafklarede spørgsmål, inden Leipzig på lørdag genoptager sæsonen i Bundesligaen hjemme mod Mainz.

Leipzig er skuffende nummer ti i ligaen med 22 point efter 17 kampe. Mainz, der har Bo Svensson som cheftræner, har to point mere på niendepladsen.

Powered by Labrador CMS