Coca-Cola med stor tilbagekaldelse
For høje niveauer af klorat har fået Coca-Cola til at tilbagekalde sodavand fra blandt andet Tyskland
Forhøjede niveauer af klorat har fået drikkevarekoncernen Coca-Cola til at tilbagekalde en større mængde sodavand såsom Coca-Cola og Sprite fra flere europæiske lande.
Det oplyser Coca-Colas europæiske afdeling mandag.
Ikke præcist antal
Det drejer sig om sodavand, der er blevet sendt på markedet i Tyskland, Belgien, Holland, Storbritannien, Frankrig og Luxembourg.
- Vi har ikke et præcist antal på det, men der er tale om en betydelig mængde, siger koncernen om den involverede mængde af drikkevarer.
Både glas og dåse
Der er både tale om sodavand, der er tappet på dåser og glasflasker.
Klorat findes i flere fødevarer og stammer fra klordesinfektionsmidler. Det bruges i vid udstrækning til forarbejdning af fødevarer.
Tager af hylderne
Eksponering for klorat over en længere periode udgør ifølge Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (Efsa) en potentiel sundhedsrisiko for børn. Det gælder særligt børn, der har mild eller moderat jodmangel.
- Størstedelen af de pågældende og usolgte produkter er allerede blevet taget af butikshylderne, og vi er i gang med at fjerne de resterende produkter fra markedet, skriver Coca-Colas afdeling i Belgien.
Lav risiko
Drikkevarekoncernens franske afdeling oplyser, at sodavand er blevet analyseret af uafhængige eksperter. De har konkluderet, at der er "meget lav" risiko for, at det er farligt at indtage produktet.
- Vi har ikke modtaget nogen klager fra forbrugere om det her, lyder det fra afdelingen i Frankrig.
Opdaget under kontrol
Berørte partier af Coca-Cola og te- og frugtdrikken Fuze Tea er blevet sendt på markedet i Frankrig. Ordren om tilbagekaldelse gælder ifølge den franske afdeling ikke i Frankrig.
De forhøjede niveauer af klorat blev opdaget under en rutinemæssig kontrol i byen Gent i Belgien, hvor Coca-Cola har en tapperi. Det oplyser Coca-Colas europæiske afdeling.
