Cliff Richard slipper for sigtelser for sexforbrydelser

Der er ikke tilstrækkelige beviser til at retsforfølge den 75-årige sanger for sexovergreb, lyder det.

Popsangeren Cliff Richard bliver ikke sigtet for sexforbrydelser på grund af manglende beviser. Foto: Dylan Martinez/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

En af Storbritanniens bedst kendte sangere – den 75-årige Sir Cliff Richard – kan ånde lettet op.

Der bliver nemlig ikke rejst sigtelser mod sangeren for beskyldninger, om at han skulle være involveret i et overgreb for over 20 år siden mod en dengang 16-årig dreng.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Storbritanniens anklagemyndighed oplyser, at man nøje har gennemgået beviserne vedrørende påstande om sexforbrydelser mellem 1958 og 1983 begået af fire mænd.

– Vi har besluttet, at der ikke er tilstrækkelige beviser til at retsforfølge, lyder det ifølge Reuters fra chefanklageren for Yorkshire og Humberside, Martin Goldman.

South Yorkshire Politi indledte undersøgelse tilbage i 2014, hvor de ransagede sangerens hjem, mens han var på ferie.

Cliff Richard har nægtet sig skyldig i alle beskyldningerne. Han er blevet afhørt i sagen, men har hverken været anholdt eller sigtet.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS