Claus Hjort indberettede ikke sekscifret støttebeløb
Finansministeren har ifølge Politiken fået flere hundredetusind i støtte uden at lave lovpligtig indberetning.
Finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) valgkampagne har modtaget et sekscifret beløb fra en hemmelig erhvervsklub uden at opgive det til myndighederne, hvilket er i strid med partistøtteloven.
Det skriver Politiken søndag.
Afsløringen kommer i bogen “Skjulte penge”, der beskriver lobbyisme i dansk politik.
Den diskrete klub hedder Liberalt Erhvervsforum og har ifølge avisen tidligere doneret til Venstre-folkene Bertel Haarders og Thor Pedersens kampagner, men har ved de seneste valg fokuseret på Claus Hjort Frederiksen.
Rådgiver kalder det en forglemmelse
Formanden for Liberalt Erhvervsforum, Jens Steglich-Petersen, oplyser i bogen, at klubben årligt indsamler 150.000 til 200.000 kroner fra sine medlemmer.
Han anslår, at klubben i forbindelse med folketingsvalgene i både 2011 og 2015 donerede i omegnen af 400.000 kroner til Venstre i Rudersdal, hvor Claus Hjort Frederiksen er opstillet.
Donationer over 20.000 kroner til politikere skal oplyses til myndighederne. Men ifølge bogen var Liberalt Erhvervsforum ikke nævnt i indberetningen for 2011 fra Venstre i Region Hovedstaden eller i Rudersdal. Indberetningen fra 2015 forelå ikke endnu.
Claus Hjort Frederiksens kredsformand, Gitte Rasmussen, kalder ifølge bogen fejlen for en “forglemmelse”.
Claus Hjort Frederiksen har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen af Politiken. Men i en skriftlig kommentar til avisen hedder det:
– Jeg er glad for, at min kredsformand har sikret, at der nu er kommet styr på indberetningen, for formalia skal naturligvis være i orden. Jeg har jo heller ingen interesse i at skjule, hvis nogen ønsker at støtte kredsens arbejde.
Roger Buch, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har svært ved at tro på forklaringen om en forglemmelse.
– Det her er meget, meget simpelt. Hvis man får mere end 20.000 kroner, så skal man oplyse det, siger Roger Buch til Politiken.
– Alle – Claus Hjort Frederiksen, hans lokale partiforening, kassereren, formanden – alle, som beskæftiger sig med politik, kender de her regler.
/ritzau/