Clara Tauson gør det for første gang
For første gang er Clara Tauson semifinaleklar i en WTA 500-turnering og er nær ranglisterekord
Den danske tennisspiller Clara Tauson går en spændende weekend i møde ved WTA-turneringen i østrigske Linz.
Fredag eftermiddag spillede hun sig videre til turneringens semifinaler med en sejr i to sæt over den useedede russer Anna Blinkova. Den ottendeseedede dansker vandt med cifrene 6-4, 6-3.
I lørdagens semifinale venter en på papiret noget vanskeligere dyst. Her står femteseedede Dayana Yastremska fra Ukraine på den anden side af nettet.
Det er første gang, danskeren når semifinalen i en WTA 500-turnering. Hendes tre turneringssejre på WTA Touren har alle været i turneringer, der rangerer i laget under.
Samtidig er hun sikker på at avancere mindst fem placeringer på verdensranglisten. Hvis hun vinder sin semifinale sikrer hun tilmed sin bedste placering nogensinde, for så ryger hun op som minimum nummer 31.
Var forhåndsfavorit
Tauson gik ind til fredagens kvartfinale som forhåndsfavorit.
Danskeren indledte opgøret med at tage teten, og selv om slidstærke Blinkova viste, at hun i perioder var særdeles modstandsdygtig, pegede det hurtigt i retning af et dansk brud.
Der skulle dog fem missede breakbolde til, før Tauson knækkede koden og brød til 4-2 efter hård fight og afstraffelse af russerens knap så prangende andenserv.
I egne servepartier fyrede danskeren flere esser afsted, men afgav også et par breakbolde og blev brudt rent i kampens syvende parti.
Rystede mavepuster af sig
Mavepusteren rystede Tauson hurtigt af sig, for ved 5-4 til danskeren blev russerens andenserv igen straffet nådesløst. 66 procent af pointene i Blinkovas andenserv vandt Tauson i første sæt, og det gav en sætsejr på 6-4 efter en meget intens time.
Tendensen fortsatte i andet sæt. Tauson tog sine partier med lidt besvær og tilspillede sig en del breakbolde. Udnyttelsesprocenten var ikke prangende, men det var nok bare at bryde en enkelt gang i andet sæt for at sikre avancement.
Symptomatisk for kampen vandt danskeren opgøret på et servees.