Cirkus-artist styrter i døden under forestilling
38-årige Yann Arnaud havde 15 års erfaring som artist i cirkusset. Direktør er overrasket over dødsfaldet.
En erfaren artist fra cirkusset Cirque du Soleil har mistet livet efter at være styrtet ned under et show i Tampa, Florida, i weekenden. Det oplyser canadiske Cirque du Soleil Entertainment Group i en pressemeddelelse på Facebook.
Ulykken fandt sted lørdag aften, da 38-årige Yann Arnaud faldt ned under showet Volta. Den franske performancekunstner døde efterfølgende af sine kvæstelser på et nærtliggende hospital.
Yann Arnaud havde optrådt i Cirque du Soleil-shows i 15 år og blev anset for at være en af cirkussets mest erfarne artister. Det fortæller administrerende direktør i Cirque du Soleil Daniel Lamarre.
– Vi er overraskede over, når man tager hans erfaring i betragtning, at sådan noget kunne ske. I den kommende tid vil vores fokus være rettet mod at støtte Yanns familie og vores ansatte, siger Lamarre fra Tampa, hvor han er fløjet til for at være sammen med showets ansatte.
– Jeg kan ikke beskrive, hvordan folk har det. Det er forfærdeligt, tilføjer han.
Cirque du Soleils kommende to Volta-forestillinger er blevet aflyst.
Børn skreg
Yann Arnauds død er det tredje dødsfald i Cirque du Soleils 34 år.
Tilskuer Julian Martinez, der var vidne til ulykken, fortæller til den lokale tv-station WFLA, at det var “frygteligt” at overvære faldet.
– Du kunne høre publikum skrige. Der var børn til stede, og de så meget bange ud, siger Martinez.
Cirque du Soleil-direktør Daniel Lamarre siger, at han ikke kan udtale sig yderligere om ulykken.
– Vi vil samarbejde med myndighederne, som ser på de nærmere omstændigheder omkring ulykken, oplyser Cirque du Soleil.
Lokale medier rapporterer, at det så ud, som om at Yann Arnaud mistede sit greb om stroppen, da han hang oppe i luften mange meter over jorden. Showet blev øjeblikkeligt stoppet, da Yann Arnaud styrtede ned.
Franskmanden efterlader sig en hustru og to små børn.