Christiane: -Den er hård denne gang
Christiane Schaumburg-Müller er gravid med sit andet barn, og det har ikke været en problemfri graviditet
Christiane Schaumburg-Müller offentliggjorde i sidste uge på Instagram, at hun venter sit andet barn.
På et billede fra ørkenen i Dubai, står Christiane Schaumburg-Müller den kommende far, Daniel Åxman, og holder om hinanden.
Graviditeten har dog ikke været lige så idyllisk som billedet.
Det skriver hun i en Instagram-story, som er et midlertidigt opslag, hvor hun åbner op om sin svære graviditet.
Overraskende kvalme
Hendes tidligere graviditet var også hård, men kvalmen har alligevel overrasket hende denne gang.
- Jeg havde forberedt mig på slemt, men havde nu ikke forudset ulideligt, skriver hun.
Hun fortæller dog samtidig også, at der efterhånden er flere gode end dårlige dage.
- Min sidste rigtige slemme dag var i torsdags, og jeg talte 16 opkastninger på seks timer, skriver Christiane Schaumburg-Müller.
Det er ikke kommet bag på tv-værten, at det har været en svær graviditet, for det var hendes første også. Her døjede hun især med meget vand i kroppen og tog derfor 25 kilo på.
- Det var ikke en nem graviditet dengang: 24 timers halsbrand, kvalme og forøget vand i kroppen, skriver hun om sin tidligere graviditet med sin søn, Constantin, som hun har med rapperen Liam O' Connor.
Mange børn
Der kommer til at være en stor børneflok i parrets hjem i Gentofte, for ud over Christiane Schaumburg-Müllers søn, Constantin, og det kommende fælles barn, så har Daniel Åxman to børn fra tidligere forhold.
Ukendt dato
Parret har ikke offentliggjort en terminsdato, men Christiane Schaumburg-Müller skriver i opslaget, at hun er fire måneder henne.
Hun og Daniel Åxman blev forlovet i marts, hvor de var i Den Dominikanske Republik på vinterferie.