Christian Eriksen sparket i hovedet

Christian Eriksens syn er perfekt, selv om han har fået et blåt øje og er blevet syet med to sting

Offentliggjort Sidst opdateret

Christian Eriksens venstre øje ligner et tabt barslagsmål, men i virkeligheden har det blot været i kontakt med landsholdskollegaens Philip Billings støvle.

Eriksen måtte efter det ufrivillige sammenstød i mandags sys med to sting, men han forsikrer, at sæbeøjet ikke hæmmer synet eller på anden måde generer ham to dage senere.

- Jeg kan sagtens se.

Et lille chok

- Det var Billings støvle, der lige var oppe i hovedhøjde. Det var tilfældigt, han troede, det var bolden, men det var det ikke.

- Så det var et lille chok til at starte med, men nu føles det fint. Det ser bare voldsomt ud, og jeg beholder "bad-looket" så lang tid som muligt, siger Eriksen onsdag formiddag.

Christian Eriksen har intet problem med synet, selv om han har fået et blåt øje og er blevet syet med to ting.
Christian Eriksen har intet problem med synet, selv om han har fået et blåt øje og er blevet syet med to ting.

Uheldigt

Både Eriksen og Billing forsikrer i en munter tone, at det var et hændeligt uheld.

- Jeg har ikke set ham heade til en bold før, så jeg havde ikke regnet med, at han tog hovedet så langt ned. Ej, det var uheldigt, og jeg undskyldte også til ham med det samme, siger Philip Billing.

- Bolden lå til at blive vundet, og jeg har lange ben, og jeg synes ikke, at jeg havde benet så højt oppe, men han så den nok anderledes. Det klæder ham med to sting, griner Billing.

Fantastisk spiller

Han nåede kortvarigt at blive nervøs for, at han havde skadet fodboldlandsholdets måske største stjerne før EM-kvalifikationskampene mod Nordirland og Slovenien.

- Vi ved alle, at han er en fantastisk spiller for det danske landshold, så jeg blev helt ærligt også lidt bange, lige efter det var sket. Jeg tænkte, at nu ville jeg sikkert blive sendt hjem, siger Philip Billing.

Direkte adspurgt, om han frygter en hævnaktion svarer vestjyden:

Christian Eriksen fik et blåt øje til træning i mandags.
Christian Eriksen fik et blåt øje til træning i mandags.

- Fra Christian? Nej. Men jeg er lidt mere opmærksom, når jeg skal presse ham, så han ikke laver en tunnel på mig. Jeg tænker, at han leder efter at lave en tunnel på mig, siger Billing.

Eriksen forsikrer da også, at Billing ikke skal være nervøs for at få en tofodstackling.

- Jeg skal ikke have hævn. Det har jeg også sagt til Billing. Han skal ikke gå rundt og være mere nervøs, end han allerede er, joker fynboen.

Blå bog: Christian Eriksen

Navn: Christian Dannemann Eriksen.

Født: 14. februar 1992.

Fødested: Middelfart, Danmark.

Nationalitet: Dansker.

Højde: 182 centimeter.

Position: Midtbanespiller.

Landsholdsdebut: 3. marts 2010 mod Østrig i en testkamp i en alder af 18 år og 17 dage (fjerdeyngste debutant nogensinde på det danske landshold).

Civilstand: I forhold med Sabrina Kvist Jensen, som han har sønnen Alfred med. De to har også en datter, der er født i december 2020. Alfred blev født i juni 2018 kort før VM i Rusland.

* Klubkarriere:

Som ungdomsspiller:

1995-2005: Middelfart G&BK.

2005-2008: OB.

2008-2010: AFC Ajax.

Som seniorspiller:

2010-2013: AFC Ajax (163 kampe, 32 mål, 65 assister).

2013-2020: Tottenham (305 kampe, 69 mål, 89 assister).

2020-2021: Inter.

2022-: Brentford

* Landsholdskarriere:

A-landshold: 109 kampe (36 mål)

U21-landshold: 3 kampe (1 mål).

U19-landshold: 3 kampe (1 mål).

U18-landshold: 5 kampe (1 mål).

U17-landshold: 27 kampe (9 mål).

Slutrundedeltagelser:

VM 2010 i Sydafrika.

U21-EM 2011 i Danmark.

EM 2012 i Polen og Ukraine.

VM 2018 i Rusland.

EM 2021 i blandt andet Danmark

* Titler:

Hollandsk mester (2011, 2012 og 2013).

Hollandsk pokalvinder (2010).

Hollandsk Super Cup-vinder (2013).

Champions League-finalist (2019).

Italiensk Mester (2021)

* Priser:

Årets spiller i Danmark kåret af DBU (2011, 2013, 2014 og 2017).

Årets spiller i Danmark kåret af Spillerforeningen (2013, 2014, 2015, 2017 og 2018).

Årets hold i Premier League (2017/2018-sæsonen).

Årets spiller i Tottenham (2014 og 2017).

Kilde: Transfermarkt.com, dbu.dk, spillerforeningen.dk, tottenhamhotspur.com
Powered by Labrador CMS