Chris Ankers enke ønsker ro

Det er kun familie og venner, der er velkomne, når Chris Anker Sørensen i denne uge bliver begravet

Chris Anker Sørensen bliver begravet i løbet af ugen. (Arkivfoto)
Chris Anker Sørensen bliver begravet i løbet af ugen. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Chris Anker Sørensen bliver i denne uge begravet, og det bliver kun med familie og venner i kirken.

Det er i hvert fald ønsket fra hans enke, Michelle Moestrup Sørensen. Det fortæller hun i en pressemeddelelse fra TV 2, hvor Chris Anker Sørensen var ansat som cykelekspert.

Hun ønsker dermed, at pressen og andre interesserede holder sig væk.

- I denne uge tager familie og venner afsked med Chris Anker Sørensen, når han begraves fra sin lokale kirke. Familien frabeder sig pressens tilstedeværelse ved begravelsen.

- Vi håber, at alle vil respektere, at vi som familie har brug for ro og privatliv i denne tid.

- Men vi mærker støtten og den store kærlighed og medfølelse, der strømmer os i møde. Tak for den, siger Michelle Moestrup Sørensen i meddelelsen.

Ramt af varevogn

18. september omkom Chris Anker Sørensen efter en ulykke i Belgien, hvor han var for at dække VM i cykling for TV 2.

Han var ude at sondere VM-ruten, da han blev ramt af en varevogn og senere døde af sine kvæstelser.

TV 2's medarbejdere i Belgien rejste siden hjem, og dækningen af VM-løbene blev foretaget fra Odense, hvor tv-stationen holder til.

Cykelekspert Rolf Sørensen stødte siden til dækningen, inden kommentator Rasmus Staghøj søndag også var tilbage, da de bedste mandlige cykelryttere sloges om VM-titlen.

Hyldet

På blandt andet sociale medier er Chris Anker Sørensen blevet hyldet. Tidligere holdkammerater, kolleger og cykelfans har udtrykt deres sorg over den tidligere cykelrytters død.

I Hammel i Østjylland, hvor Chris Anker Sørensen er vokset op, har hans barndomsklub Hammel Cykle Klub i den forgangne weekend hyldet ham med et mindeløb.

Nye oplysninger om Chris Anker Sørensens død

'Han kom kørende langs vejen på en cykelsti, og da han skulle krydse vejen, blev han ramt af en varevogn. Der er ikke noget, der tyder på, at føreren af varevognen har gjort noget ulovligt. Han har heller ikke været påvirket af hverken alkohol eller narkotika'

Sådan fortæller Fien Maddens, talsmand fra anklagemyndigheden i Brugge, til B.T. dagen efter Chris Anker Sørensens død, da han blev ramt af en varebil på Havenrandweg-Zuid i Zeebrugge i Belgien.

Senere slår hun fast at der var tale om 'en tragisk ulykke'.

Begik ikke fejl
Det var ved 13-tiden lokal tid Chris Anker Sørensen blev ramt af varebilen.

Efterfølgende blev en bilinspektør kaldt ud for at fastlægge årsagen til ulykken.

Politiet har efterfølgende ligeledes ifølge B.T. slået følgende fast:

'Bilinspektøren kunne konstatere, at føreren af varevognen ikke begik nogen fejl, som førte til ulykken. Cyklisten skal holde tilbage i krydset.'

Efterlader hustru og to børn
Han blev 37 år gammel og efterlader sig sin kone og to børn. Hans familie er blevet orienteret via politiet i Belgien og Danmark, lyder det.

TV 2 oplyser desuden, at stationens medarbejdere i Belgien er blevet tilbudt krisehjælp, og at de selv kan beslutte, hvorvidt de ønsker at blive i Belgien til cykel-VM eller tage hjem.

Chris Anker Sørensen kørte som professionel cykelrytter i adskillige år for Bjarne Riis' hold, der i de år både hed CSC, Saxo Bank og Tinkoff-Saxo.

Powered by Labrador CMS