Chokmelding: Vindmøllegigant fyrer 150 ansatte i Danmark
Syv procent af de ansatte hos Siemens i Aalborg mister jobbet, fordi omkostningerne skal reduceres.
Siemens Wind Power vil ifølge mediet Nordjyske afskedige 150 medarbejdere på sin vingefabrik i Aalborg.
Det svarer til syv procent af de ansatte på fabrikken, der i alt har 2241 ansatte.
Afskedigelserne er varslet således, at halvdelen bliver opsagt per 1. februar. De øvrige står uden job 1. april.
Nordjyske citerer Siemens for at angive ønsket om fortsat at være konkurrencedygtig på det globale marked som årsag til fyringerne.
Det betyder, at produktionen skal fortsætte på samme niveau, men med færre medarbejdere.
Siemens’ pressechef, Rasmus Windfeld, bekræfter avisens oplysninger over for Ritzau.
Siemens er Danmarks næststørste producent af vindmøller efter Vestas.
Den tyske koncern købte i 2004 det daværende Bonus Energy.
Forskning og udvikling foregår i Brande, mens vingerne produceres i Aalborg og Engesvang mellem Ikast og Silkeborg samt en række andre fabrikker i udlandet.
I juni sidste år indgik Siemens en fusionsaftale med den spanske vindmølleproducent Gamesa.
Selv om det nye selskab får hovedkontor i Spanien, vil offshoreafdelingen fortsætte sine aktiviteter i Danmark og Tyskland.
Fusionen skal godkendes af konkurrencemyndighederne og ventes at blive gennemført i år.
/ritzau/