Chokeret bilist: Cyklist lod som om han var påkørt
En cyklist lod tilsyneladende som om, at han var blevet ramt af en 76-årig bilist.
En chokeret 76-årig mand fra Køge henvendte sig i går på politistationen for at anmelde, at han ved 10-tiden under kørsel i sin bil på Parkvej i Køge var udsat for en mærkelig oplevelse.
Under kørslen kom en cyklist, der ifølge anmelderen lod sig vælte ved den 76-åriges bil, som om cyklisten var blevet påkørt.
Cyklisten var en kraftig, dansk mand, der nu forlangte at få 1000 kroner fra bilisten, der ville blive meldt til politiet, hvis han ikke betalte. Den chokerede bilist tog 100 kroner frem, som cyklisten snuppede ud af hænderne på bilisten og truede med at komme retur efter de resterende penge, da bilisten havde opgivet sin adresse til cyklisten. Et vidne så hændelsen, men forlod stedet uden at give sig til kende over for bilisten.
Politiet undersøger nu sagen for at få identificeret cyklisten og dermed få klarlagt, hvad årsagen til hans adfærd kunne være.