Chok: Tvunget til at trække sig

Mere end 30 graders varme ramte den danske tennisspiller Clara Tauson, som måtte trække sig fra sin kamp

Clara Tauson kommer ikke på banen flere gange i amerikanske Landisville i denne omgang efter at være blevet ramt af hedeslag. (Arkivfoto)
Clara Tauson kommer ikke på banen flere gange i amerikanske Landisville i denne omgang efter at være blevet ramt af hedeslag. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske tennisspiller Clara Tauson måtte natten til lørdag dansk tid trække sig midtvejs i sin andenrundekamp ved en ITF-turnering i amerikanske Landisville, Pennsylvania.

Mere end 30 graders varme fik skovlen under den 18-årige dansker i kampen mod polakken Magdalena Frech.

- Hun fik hedeslag, ja. Hun havde meget høj puls og hyperventilerede. Og på den baggrund frarådede lægen fortsat spil, skriver Søren Tauson, Clara Tausons far, i en SMS til TV2 Sport.

Efter at have tabt første sæt i tiebreak fik danskeren målt sin puls og sit blodtryk, hvorefter lægen frarådede hende at spille videre.

Måtte også trække sig fra double

Hun skulle efter planen også have deltaget i double i turneringen, men også den kamp måtte hun trække sig fra.

Det var Tausons første kamp siden Wimbledon i slutningen af juni.

Hun er netop vendt tilbage efter den rygskade, som også tvang hende til at droppe OL i Tokyo.

Tauson er aktuelt nummer 99 på WTA's verdensrangliste i single.

Powered by Labrador CMS