Chok: Justin Bieber er alvorligt syg
Den canadiske sanger Justin Bieber er diagnosticeret med borreliose og har lidt af kyssesyge.
Den verdenskendte popstjerne Justin Bieber afslører, at han kæmper med den alvorlige sygdom borreliose.
Det skriver den 25-årige canadiske sanger på Instagram onsdag, hvor han samtidig langer ud efter fans, der har kritiseret hans udseende.
– De har ikke indset, at jeg for nylig er blevet diagnosticeret med borreliose, (sygdom efter bid fra skovflåt, red.).
– Derudover har jeg haft en slem omgang kyssesyge, som har påvirket min hud, hjerneaktivitet, energi og mit helbred, skriver han.
Borreliose skyldes en infektion med bakterien borrelia. Bakterien overføres fra dyr til mennesker via skovflåtbid.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Symptomer kan være hovedpine, stivhed i nakke og ryg, nervesmerter eller muskellammelser, som typisk sker i ansigtet, skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.
Den tidligere formand for det nedlagte parti Centrum-Demokraterne Mimi Jakobsen måtte droppe sin karriere som politiker, efter at hun i 1997 fik sygdommen efter et bid fra en skovflåt. I 2018 fortalte hun til B.T., at hun 20 år efter stadig havde mén.
Udgiver nyt album i år
Trods sygdommen forventer Justin Bieber at udgive sit første album i mange år i 2020 og tage på en turné i Nordamerika, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Bieber udgav sangen “Yummy” i sidste uge.
De seneste år har Bieber fortalt på sin Instagram-profil, hvordan han har kæmpet med depression, stofmisbrug og berømmelsen.
Justin Bieber blev verdenskendt som 16-årig i 2010 for sit kæmpehit “Baby”.
Siden hen er den canadiske sanger blevet en af verdens bedst sælgende musikere nogensinde med storhits som “Sorry”, “What Do You Mean” og “Love Yourself”.