Chok: Hver fjerde bilist kørte for stærkt

Foto: Nordsjællands Politi (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet kommer igen efter hver fjerde bilist kørte for hurtigt på Farøborerne ved en kontrol i dag.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde i formiddag placeret en fotovogn på Farøbroerne, hvor hastighedsbegrænsningen er 90 km/t. Men det er der mange bilister der ikke overholder.

På fire en halv time blev 834 ud af 3.350 bilister blitzet, fordi de kørte for stærkt. 184 bilister fik et klip i kørekortet. Tre bilister får frakendt kørekortet betinget. Den hurtigste bilist kørte 163 km/t.

Rystet over så mange overtrædelser

Politiet er rystede over, at så mange bilister overtræder færdselsloven:

– Jeg kan med garanti love, at det ikke er sidste gang, vi er der. Hvis bilisterne ikke forstår det, må vi komme igen. Vi mener det alvorligt, siger leder af færdselspolitiet ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Erik Mather, til Ekstra Bladet.

Også i Nr. Alslev havde Sydsjællands og Lolland-Falsters politi opstillet en fotovogn. 927 bilister passerede og 89 bilister blev fotograferet. Højeste hastighed var her 73 km/t, hvor højest tilladte hastighed er 50 km/t.

Powered by Labrador CMS