Chok: Guldfireren er på vej ud af OL

Sportschef i Dansk Roforbund frygter, at letvægtsfireren i weekenden ryger ud af OL-programmet i Tokyo i 2020.

Morten Jørgensen, Jacob Barsøe, Jacob Søgaard, Kasper Winther Jørgensen vandt i sommeren 2016 OL-sølv i Rio i letvægtsfireren. (Arkivfoto). Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark har så stolte OL-traditioner i mændenes letvægtsfirer i roning, at den danske båd i folkemunde er døbt Guldfireren.

Men nu er det måske snart slut med danske OL-medaljer i rodisciplinen, der i weekenden er i overhængende fare for at blive sløjfet fra det olympiske program.

Det sker på et møde i den kommende OL-værtsby Tokyo, hvor Det internationale Roforbund (Fisa) på en generalforsamling skal indstille de olympiske discipliner til OL i 2020.

Hos Dansk Roforbund håber sportschef Lars Christensen, at disciplinen får lov til at blive på programmet.

– Det vil have stor betydning for os, hvis vi skal ændre hele vores talentudvikling, hvor målet er at komme til OL, siger Lars Christensen til DR Sporten.

Det Internationale Roforbund (Fisa) ønsker at erstatte mændenes letvægtsfirer med en firer for kvinder i den åbne klasse.

Flere lande, deriblandt Danmark, har dog stillet et modforslag. Det går på at tilføje en letvægtsfirer for kvinder og fjerne en tung herrefirer.

– Umiddelbart vil jeg sige, at det er 50/50, om vores forslag bliver vedtaget, siger Lars Christensen til DR Sporten.

– For to uger siden troede jeg, vi var foran, men nu kommer der nogle tilkendegivelser fra nogle lande, der egentlig har været med os.

– Men efter at have været i dialog med Fisa har de meldt ud, at de bakker noget andet op, siger han.

Siden OL i 1996 i Atlanta har Danmark vundet tre olympiske guld-, en sølv- og to bronzemedaljer i disciplinen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS