Chok: Bjarne Riis suspenderet på Tinkoff-Saxo

Bjarne Riis færdig i international cykelsport? Foto: Nils Meilvang/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Tinkoff-Saxos russiske holdejer, Oleg Tinkov, har smidt Bjarne Riis ud af holdet.

Bjarne Riis er på vej mod et ydmygende exit fra international cykelsport.

Det sker, efter at Tinkoff-Saxos russiske holdejer, den excentriske finansmand Oleg Tinkov, har smidt den danske cykelboss ud af holdet som en konsekvens af dårlige resultater.

At et dramatisk brud var under opsejling, fornemmede man allerede under søndagens klassiker Milano-Sanremo, hvor Bjarne Riis ikke var til stede.

Det var der en god grund til. Bjarne Riis var forud for det italienske storløb sat uden for døren. Væk fra det livsværk, han i december 2013 afhændede til den russiske excentriker og levemand Oleg Tinkov.

Ingen forklaring

End ikke rytterne på Tinkoff-Saxo fik nogen forklaring på, hvorfor Bjarne Riis ikke selv var til stede ved det, der skulle have været en foreløbig milepæl i den spæde del af sæsonen. En begivenhed, hvor holdets nyindkøbte superstjerne Peter Sagan skulle køre med om sejren i det 298 km lange løb ned mod lyset, solen og badebyen Sanremo.

Forklaringen fulgte, ifølge BTs oplysninger, mandag morgen. Og den blev afleveret via mail fra Oleg Tinkovs administrerende direktør, Stefano Feltrin, som kunne meddele, at Riis officielt var “suspenderet”.

Ingen på og omkring holdet har over for BT kunnet klargøre for, hvad ordet suspenderet dækker over.

Rystet medarbejdere

Men nyheden sendte rystelser igennem både ryttertrup, stab og sportsdirektører. De godt 80 ansatte kunne måbende konstatere, at den kontrovers, der brød ud i lys lue under etapeløbet Tirreno-Adriatico for godt en uge siden, nu har udviklet sig til koldfront og permafrost i forholdet mellem Oleg Tinkov og Bjarne Riis.

»Hvad det får af konsekvenser er der faktisk ikke nogen, der ved lige nu. Og jeg har heller ikke yderligere kommentarer,« lød det fra en kilde på det russisk ejede cykelhold, da BT mandag hen under aften ringede for at verificere nyheden om suspenderingen af Bjarne Riis.

Ingen kommentarer

Heller ikke Tinkoff-Saxos italienske CEO, Stefano Feltrin, kunne der vrides en kommentar ud af.

»Hvor har du hørt det? Det må du tale med Bjarne Riis eller Oleg Tinkov om. Jeg kan ikke kommentere på den slags rygter,« erklærede Feltrin.

Hverken Bjarne Riis eller Oleg Tinkov var imidlertid tilgængelige for en kommentar.

På kollisionskurs

Sikkert er det dog, at den russiske levemand og Bjarne Riis har været på kollisionskurs gennem længere tid.

Den franske sportsavis L’Equipe afslørede for nylig, hvordan Oleg Tinkov under etapeløbet Tirreno-Adriatico havde slået i bordet og forlangt holdets hollandske sportsdirektør Steven de Jongh degraderet, fordi den spanske kaptajn og superstjerne Alberto Contador ikke formåede at følge den colombianske komet Nairo Quintana på løbets kongeetape.

Tinkovs ultimatum udviklede sig angiveligt til et åbent skænderi med Bjarne Riis.

Det kulminerede med, at den russiske rigmand krævede Bjarne Riis til ansvar for en resultatliste, som på daværende tidspunkt blot talte en enkelt sejr – til Alberto Contador i etapeløbet Ruta del Sol, hvor det samlet blev til nederlag mod Tour-rivalen Chris Froome.

Powered by Labrador CMS