Cheminova solgt til amerikanere

Kemifabrikken Cheminova i Harboøre. Selskabet Auriga har solgt datterselskabet Cheminova, der laver sprøjtemidler, for 8,5 milliarder kroner. Foto: JESPER NØRGAARD SØRENSEN/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Selskabet Auriga har solgt datterselskabet Cheminova, der laver sprøjtemidler, for 8,5 milliarder kroner.

Aurigas frasalg af datterselskabet Cheminova har været rygtet undervejs i et længere stykke tid, og nu er det endelig faldet på plads.

Auriga sælger sprøjtemiddelselskabet Cheminova for 8,5 milliarder kroner i kontanter til det amerikanske selskab FMC Corporation.

Det oplyser Auriga i en meddelelse til fondsbørsen mandag morgen.

Købet skal dog endelig godkendes af Aurigas aktionærer og relevante konkurrencemyndigheder. Købet ventes at være endelig gennemført i starten af 2015.

– I FMC har vi fundet en god ny bedste ejer af vores virksomhed og det perfekte match fra et industrielt perspektiv, siger Jens Due Olsen, formand for Aurigas og Cheminovas bestyrelse.

– FMC er en succesfuld og meget anerkendt virksomhed, som værdsætter de kompetencer vi har inden for produktion og formulering, vores stærke fundament inden for udvikling og registrering samt vores globale organisation, fortsætter han.

– FMC vil tilføre den volumen og finansielle styrke, som er nødvendig for at skabe en ægte global markedsleder i branchen for plantebeskyttelse. Jeg er stolt af vores medarbejdere – de har skabt en stærk international virksomhed, som nu kan udfolde sit fulde potentiale, siger Jens Due Olsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS