Chelsea hyrer ekstra sikkerhedsvagter efter Charlie Hebdo-terrorangrebet
Chelsea tager ingen chancer, hvad angår sikkerhed, når de i næste måned rejser til Paris for at spille mod PSG i Champions League.
De engelske titelaspiranter vil hyre ekstra sikkerhedsvagter til at beskytte deres stjerner i forbindelse med første kamp af Champions League-ottendedelsfinalen mod Paris Saint Germain den 17. februar.
Chelseas øgede forsigtighed kommer som følge af sidste uges terrorangreb mod den franske satireavis Charlie Hebdo, hvor 12 mennesker mistede livet. Siden blev endnu fem personer dræbt rundt omkring i den franske hovedstad.
– De tager ingen chancer. Det var næsten uundgåeligt efter de skrækkelige hændelser. Spillernes sikkerhed er klubbens største prioritet, siger en kilde til det engelske medie The Sun.
Derfor vil klubben hyre ekstra sikkerhedsvagter til at beskytte spillerne, når de bevæger sig rundt i byen, og når de skal til og fra PSGs hjemmebane Parc des Princes.
I sidste sæsons udgave af Champions League var Chelsea også oppe imod PSG. Her vandt det franske hold 3-1 på hjemmebane, men missede alligevel en plads i kvartfinalen, da de tabte 0-2 i England.