Chelsea henter skadet midtbanespiller i Everton

Chelsea henter midtbanespilleren Ross Barkley i Everton, oplyser London-klubben på sin hjemmeside.

Evertons midtbanespiller Ross Barkley skifter til Chelsea. Foto: Andrew Yates/arkiv/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 24-årige midtbanespiller Ross Barkley skifter fra Everton til Chelsea med øjeblikkelig virkning.

Chelsea har hentet Ross Barkley et halvt år før kontraktudløb i Everton, og englænderen har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2023.

– Jeg er overvældet. Jeg ser frem til det, og jeg glæder mig meget til at komme i gang, siger Ross Barkley til Chelseas hjemmeside.

Ross Barkley har været skadet siden august og har derfor ikke spillet kampe i denne sæson.

– At få en frisk start i en klub som Chelsea er ufatteligt for mig. Jeg håber, jeg kan fortsætte, hvor jeg slap efter sidste sæson og forbedre mig og score flere mål, siger Ross Barkley.

Ifølge Sky Sports skal Chelsea punge ud med 15 millioner pund (126 millioner kroner), og det betragtes som et røverkøb.

London-klubben var ifølge samme medie parat til at betale over det dobbelte for Barkley sidste sommer, men skiftet faldt til jorden.

Barkley har spillet 22 landskampe for England. Han har spillet 150 Premier League-kampe og scoret 21 mål.

Everton benyttede også fredagen til at forstærke offensiven med den tyrkiske landsholdsangriber Cenk Tosun, der skifter fra Besiktas.

Cenk Tosun har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2022. Sky Sports skriver, at tyrkeren har kostet Everton 27 millioner pund (227 millioner kroner).

Powered by Labrador CMS