Chelsea-dansker åbner for skifte i jagten på spilletid
Andreas Christensen vil have fast spilletid i efteråret, og derfor skal han sandsynligvis lejes ud fra Chelsea
Chelseas unge dansker Andreas Christensen slår fast, at et klubskifte kan komme på tale denne sommer, da han ønsker fast spilletid.
– Jeg vil have spilletid. Det er det vigtigste for mig. Så er jeg lidt ligeglad, hvor jeg skal spille henne, siger Andreas Christensen.
En lejeaftale virker oplagt, da signalerne fra Chelsea er, at man satser på danskeren på længere sigt. I engelske medier er han sat i forbindelse med et skifte til tyske Borussia Mönchengladbach, men det kender danskeren ikke noget til.
– Jeg ved ikke, hvor medierne får det fra. Der er et par muligheder for mig, men jeg kigger først på det senere på sommeren, siger han.
Andreas Christensen er også en del af den trup, som skal spille U21-EM til sommer. Det ser han frem til, og det er her, han har sit fokus lige nu.
– Jeg glæder mig helt vildt. Det er min første slutrunde, da jeg har været skadet tidligere, så jeg ser meget frem til det.
– Jeg forsøger at koncentrere mig om landsholdet og U21-EM lige nu, så jeg kan spille og træne så godt som muligt, siger han.
Den netop afsluttede sæson bød på Premier League-debut til Andreas Christensen i sidste runde, da Chelsea mødte Sunderland. Og det var en stor oplevelse for danskeren, der har fået sin fodboldopdragelse i Brøndby.
– Det var noget, som jeg havde ventet længe på. Det var stort at få debut, og det var ligeså fedt, som jeg havde håbet, siger Christensen.
Chelsea-spilleren kan også få debut for A-landsholdet mandag, da han er en del af den danske trup til venskabskampen mod Montenegro.
/ritzau/