Chef : Gør ikke noget ulovligt
I 2016 fortalte chef fra Støjbergs ministerium styrelse om adskillelse af asylpar. Onsdag blev hun afhørt.
Hvad blev der sagt, da en afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet i 2016 ringede til Udlændingestyrelsen, efter at Støjberg havde meddelt, at hun ville adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig?
Onsdag kom den pågældende afdelingschef, Line Skytte Mørk Hansen, med sin udlægning af, hvad der blev sagt, da hun i februar 2016 talte med Lene Vejrum, der var vicedirektør i Udlændingestyrelsen.
Line Skytte Mørk Hansen fortæller, at det var ministeriets daværende departementschef, Uffe Toudal, der bad hende ringe.
Ville have dem adskilt
- Det var for at understrege over for hende, at vi vidste godt, at der var undtagelser, og jeg understregede, at selvfølgelig var der ikke nogen, der skulle gøre noget ulovligt, siger Line Skytte Mørk Hansen onsdag i Rigsretten.
Hun fortæller, at Støjberg ønskede flest muligt af parrene adskilt. Hovedreglen ville fremover være, at ingen mindreårige asylansøgere kunne bo med en ægtefælle eller samlever, forklarer hun.
Line Skytte Mørk Hansen fortæller, at Lene Vejrum fortalte, at det var "en meget stor og kompleks opgave" at adskille parrene.
I dialog
- Mit budskab var, at vi hurtigst muligt måtte komme i dialog med operatørerne, så styrelsen kunne vurdere sagerne, for det er jo ikke operatørerne, der træffer afgørelse om at skille parrene.
- Det sidste ben var, at hvis der var nogle spørgsmål, skulle de rette dem mod departementet, siger den tidligere afdelingschef.
Det var i en pressemeddelelse 10. februar 2016, at Støjberg meddelte stoppet for, at mindreårige kunne bo med en ægtefælle eller samlever i asylsystemet.
Her blev ikke nævnt noget om, at der var par, som ikke skulle adskilles, og Folketingets anklagere mener, at Støjberg iværksatte en ulovlig instruks om en ordning uden undtagelser.
Godkendte undtagelser
Dagen før pressemeddelelsen godkendte Støjberg dog et notat, som tilsagde, at der var undtagelser.
Line Skytte Mørk Hansen fortæller, at hun formidlede det, der stod i notatet, uden at gå i detaljer.
For - som hun også nævner flere gange - var det ministeriets udlændingeafdeling, der havde afdelingschef Lykke Sørensen i spidsen som topjurist, som stod for det juridiske.
Det var ikke Line Skytte Mørk Hansens afdeling, Koncernøkonomi, forklarer hun selv.
- Den juridiske vurdering af, hvor grænserne var, lå i Udlændingeafdelingen, siger Line Skytte Mørk Hansen.
Fejet væk af flere
Betydningen af notatet, som beskriver undtagelser, er blevet fejet væk af flere. Topjurist Lykke Sørensen mener ikke, at notatet spillede nogen rolle, har hun forklaret i Rigsretten.
Line Skytte Mørk Hansen forklarer dog, at hun mener, at notatet stadig var gældende.
Lene Vejrum, der modtog opkaldet, har endnu ikke afgivet forklaring i Rigsretten.
Men i Instrukskommissionen, der granskede sagen i 2020, hævdede hun, at styrelsen blev bedt om at administrere ulovligt.
Instrukskommissionen rejste kritik af flere embedsmænd, herunder Line Skytte Mørk Hansen. Hun risikerer en disciplinærsag.
Afhøringen af Line Skytte Mørk Hansen fortsætter torsdag.