Champions League: Engelsk nedtur og tysk optur

Arsenals manager, Arsene Wenger, må nok sande, at han heller ikke i år kommer helt til tops med sit hold i Champions League. Foto: GLYN KIRK/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

1/8-finalen i Champions League bliver nok for femte år i træk endestationen for Arsène Wenger og Arsenal

Fire år i træk er Arsène Wenger og Arsenal røget ud af Champions League i 1/8-finalen. Og meget tyder på, at denne runde også bliver endestationen for London-klubben i år. I den første af playoff-kampene mod Monaco tabte Arsenal skuffende 1-3 på hjemmebane.

Arsenals indledning på kampen bragte ellers minderne tilbage på starten af årtusindeskiftet, hvor profiler som Thierry Henry og Patrick Vieira sikrede klubben den ene titel efter den anden. Med højt tempo og kvikt kombinationsspil agerede Monaco-spillerne næsten kegler for Santi Carzola og resten af Arsenals vævre offensivspillere.

Men første halvleg viste også, hvorfor Wengers mandskab er langt fra fordums styrke. De lovende angreb bliver simpelthen ikke omsat til chancer. Og når Arsenal endelig kom på skudhold, hamrede Giroud og co. bolden langt forbi.

I stedet ramte en af fodboldens største klichéer. Stik mod spil og chancer slog Monaco kontra efter 38 minutters spil. Et par hurtige afleveringer var nok til at skabe en ubalance i Arsenals forsvar – og et godt stykke uden for feltet tog Geoffrey Kondogbia chancen. Hans afslutning ramte Per Mertesacker på vejen, og pludselig var Monaco foran med 1-0.

I begyndelsen af anden halvleg var det tydeligt, at Arsène Wenger havde brugt pausen til at få mere aggressivitet ind i sine spillere. Markeringerne sad tættere, og tempoet blev hævet yderligere. Men lige lidt hjalp det.

Giroud fortsatte med at skyde den ene bold efter den anden op på tilskuerrækkerne bag Monacos mål. Anderledes skarpe var Monaco.

Efter 53 minutter spillede Arsenal bolden flot rundt om Monacos felt, men i stedet for en afslutning fik Monaco brudt. Fra kanten af eget felt blev Anthony Martial sendt af sted, og efter horribelt forsvarsspil af Arsenal var Monaco pludselig to-mod-en. I det helt rigtige øjeblik spillede Martial bolden ind til veteranen Dimitar Berbatov, og den tidligere Tottenham-spiller sparkede sikkert 2-0-føringen i nettet.

I kampens overtid fik Arsenal lidt kunstigt åndedræt. Indskiftede Alex Oxlade-Chamberlain fik en nedfaldsbold på kanten af Monacos felt. Herfra tog han et træk og afsluttede flot uden for keeper Danijel Subasic rækkevidde. Men bedst som de mange fremmødte tilskuere havde fået troen på videre avancement tilbage, kostede selvsamme Chamberlain i den anden ende. Kantspilleren mistede bolden, og efter endnu en kontra kunne Yannick Ferreira-Carrasco med sin 3-1-scoring på ny bringe Arsenal-tilhængerne ud i torvene.

I onsdagens anden Champions Leguekamp i Leverkusen kom hjemmeholdets 21-årige Hakan Calhanoglu i centrum, da han scorede sejrsmålet i tyskernes 1-0 mod Atlético Madrid.

Resultatet var måske ikke den største sensation i denne runde af Champions League. Men det store lyspunkt på Bay Arena var formentlig en anden, end horden af trænere og agenter på tribunerne havde troet før opgørets start.

Men der var nok én, der lige spærrede øjnene mere op end andre. Personen er den tyrkiske trænerlegende og landstræner i hjemlandet, Fatih Terim. Han så nemlig den unge tyrker, Hakan Calhanoglu, spille blændende i Leverkusens offensiv og afgøre kampen i anden halvleg.

Opgøret må være Hakan Calhanoglus rigtige gennembrud på den internationale scene, selvom han har spillet landskampe for Tyrkiet og i 2014 blev nomineret til den såkaldte ’Golden Boy, der uddeles til årets bedste spiller under 21 år i Europa.

Landstræner Fatih Terim var nok egentlig mere kommet til Tyskland for at følge Arda Turans præstation for Atletico Madrid. Men Arda Turan, eller bare Arda, som tyrkerne omtaler ham, skuffede totalt. Og den kreative midtbanespiller blev frustreret pillet ud i anden halvleg og erstattet af Fernando Torres.

Hakan Calhanoglu var dog fortsat manden i centrum, og det blev for meget for Atletico Madrids Tiago. I to omgange sparkede portugiseren tyrkeren ned, og så blev han udvist med et kvarter tilbage af opgøret.

Med tre minutter tilbage af kampen var det så Hakan Calhanoglus tur til at forlade banen. Men modsat Tiago blev det til stående klapsalver.

Powered by Labrador CMS