Champagneflaske forstyrrer Wimbledon-kamp
En dommer måtte søndag henstille det champagne-drikkende publikum til ikke at forstyrre tennisspillerne
Tusindvis af champagneflasker bliver hvert år åbnet i forbindelse med den prestigefyldte tennisturnering i Wimbledon.
Søndag blev en flaske åbnet midt under en kamp i tredje runde mellem russerne Anastasia Potapova og Mirra Andreeva.
En tilskuer poppede en flaske, hvilket medførte en høj lyd, da Potapova var i gang med at serve.
Kampdommeren så sig derfor nødsaget til at komme med en henstilling til publikum på bane 3.
- Stop med det der
- Mine damer og herrer, vil I venligst undlade at åbne jeres champagneflasker, når spillerne er i gang med at serve, lød det fra kampdommer John Blom over højttaleranlægget.
Anastasia Potapova tog forstyrrelsen med et smil, og hun nikkende anerkendende til dommerens opfordring.
Potapova endte senere med at tabe kampen med 2-6, 5-7 til Mirra Andreeva, der er videre til fjerde runde.
Prop endte på banen
Det er ikke første gang, at spillet bliver afbrudt af mousserende vin, der bliver åbnet. I 2019 endte en korkprop inde på banen under et opgør mellem Benoît Paire og Jiri Vesely.
Ifølge Wimbledons reglement skal champagneflasker åbnes, inden tilskuerne indtager deres pladser på tribunerne.
Der er en fast Wimbledon-tradition, at publikum drikker champagne og spiser jordbær med fløde.