Cekic: DF bør tage ansvar for islam-had på Facebook
Facebook er kommet for at blive, og derfor har man et ansvar for at holde øje med, hvad der foregår derude i ens navn. Det gælder også Dansk Folkeparti, siger SFeren Özlem Cekic (SF).
Hadet til islam får nemlig frit løb i lukkede grupper på Facebook, hvor folk med relation til DF ytrer sig. Dansk Folkepartis officielle politik er, at man »ikke skelner på religion«, men partiet mener ikke, at man kan gøre noget ved problemet på det sociale medie.
»Vi kan ikke gøre noget ved, at de bruger vores navn i titlerne. Jeg tror, Pia (Kjærsgaard, red.) har fire-fem forskellige falske Facebook profiler, og jeg har også haft et par stykker, som jeg ikke selv har oprettet. Det foregår alle steder, også hos Enhedslisten og de Radikale,« siger Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen (DF), der kalder situationen »træls«.
»Det tager cirka 28 år og fem advokater at få lukket sådan en side, Og så kan man bare oprette en ny. Man må acceptere Facebook, som det det er: En uoverskuelig sump og jungle. Vi har for længst indset, at vi ikke kan gøre noget ved det,« siger Søren Espersen.
Men det argument køber Özlem Cekic ikke.
»Som parti har man altid et ansvar, og der synes jeg, at DF, med Søren Espersen i spidsen, fralægger sig ansvaret. Det tager ikke lang tid at gå ind på Facebook og finde ud af, hvad der er derinde i ens navn. Og hele tiden holde øje med det. Facebook er kommet for at blive, og derfor har man et ansvar for at holde øje med det,« siger hun.
Cekic mener, at der er tale om dobbeltmoral, når Dansk Folkepartis medlemmer og sympatisører kan slippe af sted med racistiske ytringer på Facebook uden konsekvenser.
»Vi skal tage højreekstremismen alvorligt, ligesom vi gør med islamistiske ekstremister. Der snakker vi om, hvordan vi skal fange dem på nettet. Der mener jeg, at vi har et ligeså stort ansvar, når det angår højreekstremisme som for religiøs ekstremisme,« siger hun.
Dansk Folkeparti har kunnet identificere to af de personer, som er fremkommet med ytringer på Facebook, der går over stregen, som medlemmer af partiet. De vil begge blive diskuteret på et møde i hovedbestyrelsen mandag, siger Søren Espersen.