Carstens datter fik stoffer i sin drink: Nu advarer han andre

Fredag aften ændrede sig pludseligt for en helt normal familie.

Carstens datter fik stoffer – sandsynligvis MDMA – i sin drink. Nu advarer han andre. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag 16. marts vil – om ikke for altid – så længe stå prentet i en familie fra Hørsholms hukommelse.

Her blev Carsten Nielsen 18-årige datter nemlig – efter al sandsynlighed – forgiftet. Noget var puttet i hendes drink.

Den oplevelse har Carsten Nielsen, til skræk og advarsel, valgt at dele på sin Facebook-profil. Og netop det opslag har nu fået masser af interesse.

“Efter en helt igennem rædselsfuld nat på Rigshospitalets Traumecenter, et par timers søvn, 5 kopper kaffe og en lang løbetur i skoven, er jeg nu klar til at fortælle min/vores historie”, starter opslaget.

I det kan man også læse, at familien er en ‘helt almindelig familie med børn, hunde, bil og hus’.

Faderen advarer

Familien Nielsen er ikke helt ubekendt med farerne ved at sende sine børn på egen hånd ud i det pulserende byliv. Derfor havde Carsten da også – ‘igen’, som der der står – en snak med sin 18-årige datter om netop faren for at få sneget drug ned i sin drink, med død eller seksuel udnyttelse til følge.

En snak, der nok ikke fik helt den modtagelse, der var intentionen, for som de fleste unge mente datteren, at hun og veninderne var i stand til at passe på sig selv og hinanden.

Virkeligheden skulle dog, blot en uge efter, vise sig at blive en helt anden.

Fra fest til København

Efter en fest på det lokale gymnasium er planen, at datteren skal tage bussen fra Nærum til København for at mødes med en veninde.

Forinden havde en ukendt person efter alt at dømme altså sneget en eller anden form for stof i den 18-åriges drink.

“På vej videre mod København i bussen begyndte giften at virke, og kort efter at have mødt veninden udviklede hendes adfærd sig så drastisk, at veninden satte hende ind i en taxa og bad den køre hende hjem”, skriver Carsten Nielsen.

Af en eller anden uransagelig årsag går det op for hende, hun ikke har penge nok til taxaen og hun betaler og forlader den.

“Hun befandt sig nu helt alene ved Nørreport Station og giften var for alvor ved at overtage hende”, skriver Carsten Nielsen videre.

Til alt held bliver hun genkendt af en kammerat fra skolen, der får tilkaldt Carsten, der tager turen til København med sin søn.

Da de ankommer bliver de mødt af et syn, som beskrives sådan:

“Hun befandt sig i en kreds af mennesker, som ikke kendte hende, og jeg kunne knap genkende min datter. Intet af det hun sagde gav mening og ordene var knap forståelige. Hun skreg også, at jeg ikke var hendes far og at hun ikke kendte mig.”

Ikke påvirket af spiritus

Carsten Nielsen kunne straks se, den var helt galt med datteren – og at spiritus ikke var årsagen.

De får datteren og søsteren bugseret ind i bilen og på Rigshospitalet, hvor hun får en dosis beroligende medicin. Alligevel måtte Carsten Nielsen holde datteren fast, da hun var rastløs og ellers på det nærmeste umulig at komme i kontakt med.

Måske indlæggelse på psykiatrisk afdeling

Til sidst overgiver pigen sig til søvnen og familien får tid til at snakke med en læge. Lægen fortæller, at pigen måske skal indlægges på psykiatrisk afdeling, men der afhængigt af, hvad MDMA’en havde gjort ved hende, også var mulighed for, at hun kunne komme hjem.

Hvad er MDMA?

  • MDMA (3,4-metyléndioksymetamfetamin) er det kemiske navn på det narkotika, der også er kendt som ecstasy.
  • Navnet ectasy bruges dog også om en række andre nært beslægtede stoffer
  • Ecstasy (MDMA) ligger i virkning mellem de centralstimulerende stoffer og de psykedeliske stoffer
  • Ecstasy giver følelse af eufori, varme, kærlighed og interesse for andre mennesker. Man får nedsat søvnbehov, øget svedtendens og risiko for væskemangel (dehydrering)
  • Virkningerne indtræder gradvis efter 30 minutter
  • Rusen varer typisk 4-6 timer
  • Ecstasy er afhængighedskabende. Det kan medføre angst, depression og søvnforstyrrelse.

Kilde Patienthåndbogen (Sundhed.dk)

Det blev det sidste, og hun er nu tilbage i familiens skød.

Her får hun lov at sove, hvorefter familien forsøger at gennemgå fredag aften med hende. Hun kan intet huske fra København, eller hun blev hentet af sin far og bror.

“(…) og fra timerne på hospitalet husker hun blot, at jeg sad og græd”, skriver Carsten Nielsen.

Overbevist om MDMA

Præcis hvilket stof, der endte i datterens drink, vides ikke. Og sådan bliver det ved at være. I familien Nielsen er man dog – efter en del research – ikke tvivl om, det var stoffet MDMA.

Carsten Nielsen fortæller til Newsbreak.dk, hans ‘Facebook er eksploderet’, efter han lørdag delte sin oplevelse.

Han fortæller videre, at datteren efter omstændighederne har det overraskende godt.

– Hun er fysisk forslået og forstuvet tommelfinger fra da hun væltede rundt på gaden, oplyser han, og fortæller videre, at datteren har et komplet hukommelsestab på cirka syv timer

Advarsel til andre

“Denne gang gik det godt. For andre gik det galt og det vil det givetvis gøre igen. Så selvom man ikke kan leve sit liv i frygt, så bør man dog tage sine forholdsregler for ikke at blive den næste (navn udeladt, men er redaktionen bekendt), for jeg garanterer for, at det ikke var nogen rar oplevelse”, slutter opslaget fra Carsten Nielsen.

2. februar blev en 15-årig dreng indlagt på sygehuset. Natten til 15. februar døde han af sine skader.

– Han sov stille ind i nat klokken 00.30. Der var ikke mere at gøre, og hjernen havde taget stor skade. Han kæmpede til det sidste, siger en ven af familien, som TV Øst løbende har været i kontakt med.

En anholdt har erkendt, han havde solgt stærk MDMA.

Også i februar blev to piger indlagt på hospitalet efter de angiveligt havde taget MDMA. De to piger var 15 og 16 år gamle.

Carsten Nielsen opslag har i skrivende stund fået mere end 2100 delinger og 1500 kommentarer.

Powered by Labrador CMS