Carl Holst om politianmeldelse: Jeg er glad for det

Carl Holst hilser det velkommen, at han efter alt at dømme politianmeldes af Region Syddanmark. Han understreger, at det aldrig har været intentionen at snyde på vægten. V-toppen freder ham indtil videre.

Carl Holst ser frem til, at politiet nu skal undersøge sagen om ham til bunds. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Carl Holst hilser det velkommen, at han efter alt at dømme politianmeldes af Region Syddanmark. Han understreger, at det aldrig har været intentionen at snyde på vægten. V-toppen freder ham indtil videre.

Den tidligere formand for Region Syddanmark og forhenværende forsvarsminister Carl Holst (V) ser frem til, at han højst sandsynligt bliver politianmeldt i sagen om misbrug af en regionsansats arbejdstid.

Det siger Carl Holst forud for et møde i regionsrådet mandag eftermiddag, hvor den endelige beslutning om en politianmeldelse ventes at blive bekræftet.

»Jeg er glad for, at det nu er op til politiet at sætte punktum for denne sag. De er nemlig forpligtet til at undersøge alle sider af sagen,« siger Carl Holst til DR Syd.

Den nuværende kirkeordfører i Venstre mener dog stadig ikke, at han har gjort noget forkert.

»Uanset udfaldet af politiets undersøgelse vil jeg godt slå fast, at jeg aldrig har haft en intention om at bruge regionens ressourcer til min valgkamp,« siger Carl Holst.

Brugte skattekroner ulovligt

Et enigt forretningsudvalg i Region Syddanmark besluttede på dets møde mandag formiddag at anbefale, at Carl Holst bliver meldt til politiet.

Det sker, efter Statsforvaltningen har fastslået, at Carl Holst har brugt en regionsansat til at føre valgkamp for sig op til folketingsvalget. Dermed har Holst brugt skattekroner på noget, som han selv skulle have betalt for.

Forretningsudvalget lægger også op til, at regionen skal undersøge, om den kan kræve tilbagebetaling fra Carl Holst for det arbejde, som menes at være udført for ham som folketingskandidat.

Sydøstjyllands Politi er i forvejen i gang med en politisag mod Holst, efter at flere borgere har anmeldt, at de mener, at Holst har misbrugt sit embede.

En politianmeldelse får dog foreløbigt ikke konsekvenser for Carl Holsts fremtid som folketingspolitiker for Venstre. Det siger partiets gruppeformand, Søren Gade (V), til TV 2 mandag eftermiddag.

Powered by Labrador CMS