Canadier skal styrke Esbjergs offensiv

Matthew Pistilli tørner i den kommende sæson ud for Foto: Wikipedia.
Offentliggjort Sidst opdateret

Esbjergs ishockeyherrer har hentet en rutineret canadier til offensiven forud for den kommende sæson.

Den 26-årige canadiske ishockeyspiller Matthew Pistilli skifter til sølvvinderne fra Esbjerg Energy.

Pistilli, som er født i Montréal og spiller sin første sæson i Europa efter adskillige år i American Hockey League (AHL), skal tilføre Esbjerg fysik til den kommende sæson.

– Matt kommer til Esbjerg med et flot cv fra den første del af karrieren med mere end 200 kampe i American Hockey League og mere end 200 kampe i East Coast Hockey League.

– Jeg er overbevist om, at han vil være svaret på nogle af de udfordringer, vi har i forhold til at gøre truppen mere komplet, siger Esbjerg-træner Mark Pederson til klubbens hjemmeside og tilføjer:

– Han er en stor spiller med mange færdigheder. Han har en højre-fatning på staven, som giver den rigtige vinkel i forhold til afslutninger fra højresiden af banen og sådan en forward er netop, hvad vi har været på jagt efter.

Pistilli, som er 188 centimeter høj og vejer 99 kilo, har i American Hockey League repræsenteret Albany River Rats, Charlotte Checkers, Bridgeport Sound Tigers og senest Norfolk Admirals.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS