Camre: Alle undtagen DF medskyldige i terrorangreb

Mogens Camre.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mens der foreløbigt har hersket en form for borgfred mellem de politiske partier på Christiansborg efter weekendens terrorangreb i Danmark, langer flere medlemmer af Dansk Folkeparti nu hårdt ud efter flere af Folketingets partier.

Det tidligere folketings- og europaparlamentsmedlem Mogens Camre, der i dag sidder i Gladsaxe Byråd for Dansk Folkeparti, mener, at alle partier med undtagelse af Dansk Folkeparti har et medansvar for angrebet i København.

»Jeg vil sige det på den måde: Alle, der har sagt nej til vores krav om at lukke grænserne er medskyldige. Sagen er den. Meget enkelt. At de ting, vi ser, har vi set i hundrede år i Mellemøsten. Vi har også set dem i stigende grad i de sidste 30-40 år, og så tror man, at man kan lukke den kultur ind, og så sker der ingenting. Så er man bare historisk analfabet,« siger Mogens Camre.

Han lægger sig således på linje med Dansk Folkepartis folketingskandidat Aia Fog, som mandag beskyldte de Radikale og Socialdemokraterne for at have »et direkte medansvar for, at vi ikke undgik dette frygtelige terrorangreb«.

»Jeg vil sige det sådan, at det store flertal på Christiansborg har et ansvar. I hvert fald burde enhver efter 11. september 2001 have fået lukket øjnene op. Alle partier undtagen Dansk Folkeparti har lukket øjnene og har ikke villet se. Så enkelt er det,« siger Mogens Camre.

DFerens udtalelser bliver modtaget med hovedrysten fra Socialdemokraterne.

»Det her er helt utilstedeligt, og jeg synes, Kristian Thulesen Dahl må komme ud og tage afstand fra det her. Der er kun en, som er skyldig i det her, og det er gerningsmanden. Vi skal ikke finde bortforklaringer eller undskyldninger for den gerning, han har lavet,« siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Ole Hækkerup.

Inden Mogens Camre udtalte sig, slog Kristian Thulesen Dahl fast, at han mener, at det ene og alene er gerningsmanden, der bærer ansvaret for weekendens angreb. DF-formanden ønsker ikke at udtale sig om Mogens Camres beskyldninger, men sagde tidligere mandag, at partiet vil håndtere sag for sag, hvis de dukker op.

»Det tager vi stilling til i forhold til de personer i Dansk Folkeparti, som vi synes, vi har et behov for at forholde os til. Sådan håndterer vi det,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Ifølge Mogens Camre selv står han langt fra alene i Dansk Folkepart med holdningen om, at alle partier undtagen Dansk Folkeparti har et medansvar for terrorangrebet.

»Det tror jeg, at alle er enige i. Der sker ikke noget, før vi har 90 mandater. Det gør der så nok. Det er nok en lærestreg, men problemet har været, at man tror, at man ved eftergivenhed og søde ord og mange penge er i stand til at integrere folk, som griner højt og siger: Vi vil sgu ikke integreres. Vi vil have det her område. Vi vil have indført sharia. Vi vil have et kalifat. Rend og hop med jeres integrationsindsats,« siger Mogens Camre.

Det er vel langt fra alle muslimer, der siger det?

»Nej nej, det siger jeg ikke. Det er et mindretal. Men hvis det mindretal er på bare to procent, så er der mange terrorangreb i vente. Hvis det er to procent eller en halv procent – det er rigeligt til mange skyderier i fremtiden,« siger Mogens Camre.

Men fordi folk kommer med en anden kultur, betyder det vel ikke, at de begår et terrorangreb?

»Nej, nej da, heldigvis, men problemet er…Det er den der tåbelige diskussion af, at muslimerne alle sammen er terrorister. Selvfølgelig er de ikke det. Det, der er tale om, er en kultur, som producerer terrorister i den grad, som vi ser det i hele Mellemøsten.«

Hvad vil du så gøre? Vil du stoppe for muslimsk indvandring til Danmark, eller hvad vil du gøre?

»Ja, 100 procent. Det er helt fuldstændig absurd, at et tæt overbefolket land som Danmark, hvor i øvrigt 600.000-700.000 mennesker er uden arbejde, fordi vi ikke har brug for folk uden kvalifikationer, lader mennesker i hobetal totalt uden kvalifikationer indvandre til Danmark.«

Det er vel ikke Dansk Folkepartis politik, at man 100 procent skal stoppe for muslimsk indvandring til Danmark?

»Jo, dét er det. Så langt vi overhovedet kan gøre det. Det er sagt den ene gang efter den anden: Danmark er ikke et indvandrerland. Hvis der er en enkelt person, som har et naturligt forhold til Danmark, så er det noget andet. Ligesom der kan være en enkelt fra Kina eller Sydamerika eller sådan noget.«

Hvem fra partiet opfatter du er mest på linje med dig i det her spørgsmål?

»Jeg har da aldrig hørt nogen, som ikke var på den linje. Ring og spørg Pia. Hun siger nøjagtigt det samme.«

Så sent som mandag skrev Mogens Camre på Facebook, at Omar Abdel Hamid El-Hussein havde “været ude på fri fod om seks år”, hvis han ikke var blevet dræbt af politiets kugler.

Der er mange, der følger dig, og som måske også ser dig som lidt af en ideolog. Når du skriver sådan noget og påstår, at han vil være på fri fod efter seks år, risikerer du så ikke selv at være med til at forvrænge debatten?

»Det tror jeg ikke. Det er selvfølgelig en understregning af, at vi har en tilstrækkelig stærk indsats imod de folk, som begår disse handlinger.«

Flere muslimske organisationer har været ude og tage stærkt afstand fra det, der er sket. Er du ikke med til at skabe nye skel mellem de grupper, der er i Danmark?

»Nej, det mener jeg ikke. Det hjælper jo ikke noget, at der er nogen pæne formænd…Hvornår har du set – magtfuldt – at der er kommet tilkendegivelser fra islamisk side?«

Formændene for de muslimske organisationer har taget stærkt afstand. Tror du ikke på hvem?

»Jo, men jeg tror bare ikke, at de repræsenterer hele flokken. Det er det, der er problemet. Det er ikke muslimerne over en kam. Men hvis du har en stor population – 300.000 – så behøver du ikke mere end en procent, der begår vanvittige handlinger.«

Det er ikke mere end få måneder siden, at Mogens Camre fik en løftet pengefinger fra DF-ledelsen, efter at han på Facebook skrev, at det gav ham en »underlig fornemmelse«, at en journalist med mellemøstlige aner, DRs Erkan Özden, interviewede integrationsminister Manu Sareen (R), der har indiske rødder.

I dag tager han ikke entydig afstand til den udtalelse.

»Jeg følte, det var lidt underligt, at to udlændinge sad i fjernsynet og diskuterede, hvor mange udlændinge, der yderligere skulle ind i Danmark. Den ene udlænding var en Indien-født minister og den anden var en mellemøstlig journalist – som i øvrigt er en udmærket journalist. Det synes Pia ikke, at jeg burde sige. Det har hun muligvis også ret i, eller det har hun sikkert ret i. Men jeg har ikke sagt noget som helst negativt om nogen af de herrer – undtagen at jeg sagde, at det er lidt underligt at sidde her som dansker, mens det er nogle fremmede, der bestemmer, hvem der skal bo i Danmark. Det har jeg selvfølgelig undladt at sige igen.«

Men du står sådan set ved det, du skrev dengang, eller hvad?

»Man kan jo ikke forhindre, at man har følelser omkring noget. At man føler, at nogen som – selvfølgelig er fuldt integrerede i landet og så videre – men som altså er udlændinge sidder og siger, at vi skal have nogle flere udlændinge ind,« siger Mogens Camre.

Powered by Labrador CMS