Camilla har været tavs: Nu taler hun for første gang

Storbritanniens nye dronning Camilla har for første gang talt - og det handlede om afdøde dronning Elizabeth

Offentliggjort Sidst opdateret

Storbritanniens nye dronning Camilla hylder den afdøde dronning Elizabeth for at have skabt sin egen rolle som "ene kvinde" i en mandedomineret verden.

I sin første offentlige udtalelse siden Elizabeths død siger kong Charles' kone, at det må have været "så svært" for den afdøde monark, der arvede tronen i 1952 som blot 25-årig.

Dronningens udtalelser, der er optaget på forhånd, bliver vist på BBC søndag klokken 20 lokal tid.

- Hun har været en del af vores liv altid. Jeg er 75 år nu, og jeg kan ikke huske, at der har været andre end hende, siger Camilla, der som kone til kong Charles nu har den formelle titel af dronningegemalinde.

- Det må have været så svært for hende at have været ene kvinde. Der var ikke kvindelige premierminister eller præsidenter. Hun var den eneste, så jeg tror, at hun har skabt sin egen rolle.

Svigermors smil

Camilla fortæller, at hun altid vil huske sin svigermors smil.

- Hun har de mest vidunderlige blå øjne, og når hun smiler, lyser de op i hele hendes ansigt.

- Jeg vil altid huske hendes smil. Det smil er uforglemmeligt.

Stoppede spekulationer

I forbindelse med dronning Elizabeths 70-års-jubilæum som monark i Storbritannien i februar i år sagde dronningen, at det var hendes "dybfølte" ønske, at Camilla skal have titlen dronningegemalinde, når Charles blev konge.

Dermed satte Elizabeth en stopper for alle spekulationer om, hvilken titel Camilla, der ikke altid har været lige populær blandt briterne, skulle have.

Camilla har, siden hun blev gift med Charles, taget del i mange kongelige pligter, og dronningens ønske var, at det kunne fortsætte.

Dronning Camilla har siden sin svigermors død været rundt i store dele af Storbritannien med sin mand, Storbritanniens nye monark kong Charles.
Dronning Camilla har siden sin svigermors død været rundt i store dele af Storbritannien med sin mand, Storbritanniens nye monark kong Charles.

Har rejst rundt med Charles

Efter dronningens død har Camilla rejst rundt i Storbritannien med den nye monark.

Charles og Camilla blev gift i 2005 efter en langvarig kærlighedsaffære, der sommetider involverede utroskab.

Camilla har i mange år været upopulær blandt briterne, fordi mange så hende som årsagen til skilsmissen mellem Charles og Diana.

Powered by Labrador CMS