Caféejer: -Coronaregler er gak-gak
58-årige Philip Dudzinski har tænkt sig at holde åbent som normalt - med almindelige åbningstider og uden coronapas og mundbind. Han tager gerne diskussionen med politiet, hvis de kommer forbi
– Der er ikke nogen, som tør tage bladet fra munden og sige deres ærlige mening om de tossede regler, konstaterer en frustreret Philip Dudzinski.
Men det gør den 58-årige caféejer, som har haft Den Smagløse Café i Odense i 26 år, altså godt.
– Coronareglerne er gak-gak. De giver ikke mening. Mette Frederiksen og hendes regering er så formynderiske, siger Philip Dudzinski til Newsbreak.dk.
Vil ikke lade sig diktere
I øjeblikket foretrækker Philip Dudzinski at holde lukket frem mod slutningen af juni og tage imod økonomisk støtte fra staten i stedet for at holde gang i caféen.
Men fra start juli, hvor hjælpepakkerne står til at blive udfaset, og caféejeren ikke længere kan modtage lønkompensation, har han tænkt sig at holde åbent som normalt, uanset om restriktionerne er blevet lempet til den tid eller ej.
Philip Dudzinski nægter nemlig at lade sig diktere af coronareglerne længere.
– Jeg har ikke tænkt mig at lukke klokken 22.00 fremover. Og jeg kommer ikke til at lege politimand og tjekke kundernes coronapas eller bede dem smutte hjem, hvis de ikke bærer mundbind, understreger han.
-Jeg er iskold
Ejeren af Den Smagløse Café er klar til at tage diskussionen med politiet, hvis de lægger vejen forbi caféen klokken 23.00 eller 01.00.
– Jeg er iskold. Jeg vil diskutere det med politiet, indtil de bliver helt blå i hovederne. Og jeg vil optage diskussionen og lægge den ud på Facebook, så andre kan få øjnene op for, hvor skørt det er, fortæller han og fortsætter:
– Jeg vil diskutere det med politiet, indtil de bliver trætte af mig og giver op.
Caféejeren ved godt, at der vanker bøder, hvis han vælger at bryde coronarestriktionerne.
Men han har en snedig plan.
– Jeg vil starte en crowdfunding, som kan hjælpe med at dække udgifter til bøderne.
Kæmpe tab af omsætning
Philip Dudzinski fortæller, at han har mistet 70 procent af sin omsætning, fordi caféen allerede skal lukke klokken 22.00.
Det er i de sene aftentimer og ud på natten, at kunderne plejer at nyde øl, vin og drinks på Den Smagløse Café.
– Det er dyrt for mig at aflønne mine medarbejdere. Så det kan bedre betale sig for mig at tage imod lønkompensation. Det er stadig en underskudsforretning, men underskuddet er trods alt mindre, påpeger Philip Dudzinski.
Hvilken sundhedsrisiko?
Ifølge caféejeren er der ingen betydelig sundhedsrisiko forbundet med at holde åbent som normalt. Og han mener, at det er Mette Frederiksen, som ikke udviser samfundssind.
Philip Dudzinski slår ned på, at man som caféejer ikke bliver kompenseret for den tabte omsætning.
– Det er for dårligt, at man ikke bliver kompenseret økonomisk. Det kan simpelthen ikke passe. Der er så mange caféer, restauranter og hoteller, som bløder.
Enten skal corona-hjælpepakkerne forlænges, eller også skal restriktionerne fjernes, lyder det fra Philip Dudzinski.
– Det handler ikke så meget om pengene men mere om principper. Det skal være ret og rimeligt. Og det er det ikke, fastslår han.