Café får stor bøde: Maden var ALT for varm
Det så skidt ud for Aalborg-café, da Fødevarestyrelsen var på besøg.
Med et indstikstermometer konstaterede en repræsentant for Fødevarestyrelsen, at et køleskab hos Aalborg-caféen Ulla Terkelsen London (opkaldt efter TV2-korrespondenten) ikke for alvor kølede. Det udløste en stor bøde, skriver Fødevarestyrelsen i sin kontrolrapport.
I køleskabet, hvor der befandt sig fødevarer, der skal opbevares på køl ved højst fem grader, blev temperaturen målt til hele 13,9 grader, mens en kyllingesandwich i køleskabet rent faktisk var hele 14,1 grader varm.
Med en sådan varme, var det godt undervejs, at maden var blevet uspiselig for caféens gæster. Den overtrædelse takserede Fødevarestyrelsen med en bøde på 15.000 kroner. Værsgo’ at betale.
Urimeligt
Men betaling skal styrelsen nok ikke forvente at få. Ekstra Bladet skriver nemlig, at indehaver Helen Jensen har tænkt sig at klage over afgørelsen. Det skyldes, at det er helt urimeligt at få en hamrende sur smiley og en bøde, når køleskabet slet ikke har været åbnet den dag – ingen vidste således, der var noget galt.
I kontrolrapporten er det fremhævet således: ” Virksomheden havde følgende bemærkninger: Vi har ikke serveret noget fra køleskabet endnu, da køkkenet ikke er åbnet endnu, og alt maden i køleskabet bliver kasseret. Service af køleskabet er bestilt.”
Over for eb.dk uddyber Helen Jensen:
– En termosikring var gået om morgenen, hvilket vi endnu ikke havde opdaget. Havde vi opdaget det, havde vi selvfølgelig egenhændigt kasseret indholdet. Det var aldrig blevet serveret for kunderne, og derfor rammer det vores faglige stolthed, at vi nu mister vores elitesmiley på grund af et hændeligt teknisk uheld.