Byråd imod overvågning af Mette

Mette Maabjerg glæder sig over, at et stort flertal i Aarhus byråd modsætter sig, at hun skal udsættes for 48 timers overvågning i eget hjem

Aarhus Byråd modsætter, at Mette Maabjerg skulle overvåges i sit hjem i 48 timer. Foto: TV2 Østjylland
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie:TV2 Østjylland

– Det er jeg så jublende glad over, lyder det fra Mette Maabjerg.

Hun reagerer på, at et stort flertal i Aarhus byråd ikke vil acceptere en overvågningsseance, hvor Mette Maabjerg skal overvåges i 48 timer i sit eget hjem af kommunen.

Kommunen har planlagt overvågningen for at afklare, om Mette Maabjerg, der er lam fra brystet og ned, kan beholde sin personlige handicaphjælper, hvilket hun følte var ‘krænkende og ydmygende’.

Men nu melder et stort flertal i Aarhus byråd, at de ikke vil acceptere en overvågningsseance,

– Jeg er da glad for, at der er nogen, der kan se det dybt urimelige i det her, og at der må findes andre måder at undersøge den sag, siger Mette Maabjerg til TV2 Østjylland.

Uacceptabel overvågning

I en rundringning, TV2 Østjylland. foretog onsdag, gav et stort flertal i byrådets Aarhus Kommune udtryk for, at overvågningen på 48 timer var uacceptabel.

– Jeg synes, det er fuldstændig utilstedeligt, at man kan gå ind i en borgers hjem og observere i 48 timer. Det er ikke noget, der skal ske i Aarhus fremadrettet, lød det blandt andet fra Venstres Gert Bjerregaard.

Fra Venstre var meldingen, at man vil fremsætte et beslutningsforslag på næste byrådsmøde, der skal sætte en stopper for overvågningsplanerne.

Mette Maabjerg har udsigt til besøg fra kommunen i dagene 26. og 27. maj. Hun håber, at politikerne står fast på deres udtalelser, så hun slipper for det langvarige besøg.

Vil mødes i Mettes hjem

Flere politikere siger til TV2 Østjylland., at kommunen burde kunne behandle sagen ved at mødes med Mette Maabjerg et par timer i hendes hjem.

Det hilser Mette Maabjerg velkomment:

– Det ville da være yderst rimeligt. Selvfølgelig skal kommunen have de oplysninger, de skal bruge. Det synes jeg også, de har fået i den her sag.

– Om det er kommunen selv eller det private firma, kommunen har hyret, skal da være velkommen, så vi kan få en løsning på det her, siger Mette Maabjerg.

Mette Maabjerg håber også, at sagen kan være med til at hjælpe andre borgere i samme situation.

– Det er jo ikke kun mig. Der er jo også andre mennesker, der udsættes for det samme, siger Mette Maabjerg.

Powered by Labrador CMS