Byråd afviste hjertestartere: Kritik efter dødsfald

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

En hjertestarter kunne måske have reddet Niels Christian Sørensens liv. Men da han forleden fik et hjertestop på Billund Plejecenter, hvor han boede midlertidigt efter et hospitalsophold, var der ingen hjertestarter i nærheden.

Billund Kommune har nemlig besluttet, at der ikke skal være hjertestartere på kommunens plejecentre, skriver tv2.dk.

Niels Christian Sørensens enke, Judith Andersen Sørensen, ønskede, at han skulle genoplives, hvis uheldet var ude. Det samme ønskede han selv, fortæller hun.

»Jeg har det dårligt med, at der ikke var en hjertestarter. Jeg ser sådan på det, at det skal et byråd ikke bestemme,« siger enken til TV 2.

For et par år siden besluttede byrådet i Billund Kommune, at der ikke skulle være hjertestartere på kommunens seks plejecentre. Beslutningen er fuldt ud lovlig.

Ruth Lauridsen (V), formand for Social- og Sundhedsudvalget i Billund, forsvarer beslutningen med, at medarbejderne på plejecentrene er uddannet til at give hjertemassage – og uanset om der er en hjertestarter eller ej, så er manuel hjertemassage det første, der gives, når uheldet er ude. Hun mener, der kan være en risiko for, at hjertestarteren misbruges.

»Vi kan få den situation, at vi kommer til at misbruge det, hvor vi får nogle folk genoplivet, som egentligt er mætte af dage, og som har haft et dejligt liv. Nu vil de egentligt gerne have lov til at få en naturlig død,« siger Ruth Lauridsen til TV 2.

Powered by Labrador CMS