Byer hærget af påsatte brande

Natten til torsdag er der blevet stukket ild til flere skraldespande og containere i Løgten og Skødstrup.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brandvæsenet har haft travlt med at slukke brande i skraldespande og containere natten til torsdag i området omkring Skødstrup og Løgten.

Her er der blevet stukket ild til flere forskellige containere i nærheden af hinanden, oplyser kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen til Newsbreak.dk.

Flere containere futtet af

Første anmeldelse om brand modtog Østjyllands Politi klokken 02.54.

– Det var en skraldespand, der var udbrændt ude foran Netto i Skødstrup, siger kommunikationsrådgiveren.

I løbet af natten kan Østjyllands Politi konstatere flere brande i skraldespande og containere inden for det samme område.

Den seneste anmeldelse modtager Østjyllands Politi klokken 05.28.

– Her er en container udbrændt på en adresse i Løgten, siger Jakob Christiansen.

Leder efter gerningsmænd

Østjyllands Politi har ikke en klar optælling over, hvor mange brande, de kunne konstatere natten til torsdag men oplyser, at der var flere.

Politiet arbejder ud fra en tese om, at brandene er påsatte.

– Vi har en patrulje i området for at lede efter potentielle gerningsmænd, men de finder ikke nogen, siger kommunikationsrådgiveren og fortsætter:

– Vi vil derfor gerne høre fra folk, der har set nogle mistænkelige personer i området omkring Skødstrup og Løgten natten til torsdag.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 114.

Powered by Labrador CMS