Butikstyv slår datter i maven

Det gik noget voldsomt for sig, da en købmand, hans to børn og en borger forsøgte at stoppe en butikstyv

En købmandsfamilie var søndag oppe at slås, da en indbrudstyv forsøgte at stikke af. Foto: Elo Christoffersen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 12.00 i Retten i Randers en 44-årig mand fra Rumænien, der sigtes for tre tilfælde af vold, heraf ét tilfælde af grov vold, tre tilfælde af butikstyveri samt for overtrædelse af udlændingeloven ved at være indrejst i landet i strid med et tidligere tildelt indrejseforbud.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport

En 44-årige mand blev søndag ved 18-tiden spottet af personalet i Rema1000 på Væthvej i Langå. Butiksejeren kunne genkende manden fra et tidligere tyveriforhold og fulgte derfor hans færden på butikkens videoovervågning.

Her så han den 44-årige putte en taske ind under jakken, og den 51-årige butiksejer gik derfor ind i butikken sammen med sine to børn, en 19-årig kvinde og en 15-årig dreng, der begge også arbejder i butikken.

Over stok og sten

Da den 44-årige mand så dem komme imod ham, løb han mod indgangspartiet for at komme ud, men den var dog lukket, så han sparkede til nogle blomster for at komme hen til udgangspartiet.

Kort efter fik den 51-årige butiksejer indhentet ham og fik fat i ham, men manden fik revet sig fri, og den 51-årige faldt til jorden.

Hans 19-årige datter fik herefter indhentet manden på parkeringspladsen, hvor hun fik fat i hans taske. Det fik dog den 44-årige til at vende sig rundt og slå datteren i maven.

Den 44-årige smed tasken fra sig og løb fra stedet, hoppede over et mindre hegn og ind i en privat baghave, hvor den 51-årige butiksejer igen fik fat i ham.

Det fik dog den 44-årige til at slå den 51-årige i hovedet med en sten, så han blev så groggy, at han måtte slippe taget.

Holder fast

Det lykkedes ham dog at holde fast i den 44-åriges ben, og kort efter kom husets ejer og hjalp med at tilbageholde ham.

Den 15-årige søn var nu også kommet til stedet for forsøgte også at hjælpe med at tilbageholde manden. I den forbindelse blev han også slået i maven og sparket i brystet.

Kort efter ankom politiet til stedet, og den 44-årige mand blev anholdt.

Det viste sig, at han var eftersøgt i forbindelse med butikstyverier i Rødekro den 28. november og i Odense N den 19. september og i forbindelse med overtrædelse af meddelt indrejseforbud.

Den 44-årige er mandag fremstillet i Retten i Randers, sigtet for tre tilfælde af vold, heraf ét tilfælde af grov vold, tre tilfælde af butikstyveri samt for overtrædelse af udlændingeloven ved at være indrejst i landet i strid med et tidligere tildelt indrejseforbud.

Powered by Labrador CMS