Butiksejere vil smide frisør væk: Tiltrækker kriminelle

En række butiksejere i Lyngby er noget utilfredse med naboen

Ifølge de butiksdrivende er frisørbutikken centrum for folk med tilknytning til rockergruppen Satudarah (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

En række forretningsdrivende på Lyngby Hovedgade river sig for tiden i håret efter frisørbutikken Frisørerne i Lyngby er genåbnet i gaden.

For butikken er ifølge de forretningsdrivende samlingssted for narkohandel og bandeaktivitet i området, skriver det grønne område.

Og efter adskillige retssager er butikken netop åbnet igen.

Trusler og narkohandel på gaden

Vi har talt med Mette Kjøller Boesen, der er indehaver af butikken Top Snob – og nabo til frisørforretningen. Hendes butik er en af de 23 butikker i Lyngby Hovedgade, der har skrevet under på en underskriftsindsamling imod frisøren.

Hun har efter frisørens tilbagevenden valgt at lukke sin butik – foreløbigt i fem uger – på grund af den utryghed, klientellet skaber:

– De truer mig og mine kunder, de banker på mine ruder og maskerede mænd laver pistoltegn til os, siger Mette Kjøller Boesen.

Viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, Simon Pihl Sørensen, har delt et billede af Mette Kjøller Boesens butiksfacade på Twitter.

Lykkes det ikke at komme af med den utryghedsskabende nabo er Mette Kjøller Boesen sikker på, at hun må dreje nøglen om.

– Det har kæmpe konsekvenser for os, hvis vi får en sommer hvor de står i bare maver og råber deres Satudarah-ting. Hvis der ikke sker noget, vil det betyde at jeg må lukke min butik, siger hun.

Hun tilføjer at hun frygter, at der er en overhængende risiko for skudepisoder i området for tiden.

Frisør: Det er mig, der bliver chikaneret

Frisørbutikken blev i december lukket af fogedretten, men er altså nu åbnet igen.

Og Frisørerne i Lyngby har planer om blive, hvor de er, skriver det grønne område, der har talt med frisør Kassem Mohamad.

Han vil gerne have et bedre forhold til naboerne, og er ærgerlig over, at situationen har udviklet sig, som den har:

– Jeg er chokeret og føler mig chikaneret, for jeg har intet med bander at gøre. Jeg knokler for at tjene penge og føde til min familie. På ærlig vis. Det er dybt chikanerende, at der hænger skilte om, at bandebutikken vender tilbage, siger han til lokalavisen.

Kassem Mohamad afviser ikke, at han har klippet kunder med banderelationer, men vil heller ikke afvise dem. Han siger til avisen, at han klipper alle med hår og skæg.

Powered by Labrador CMS