Butikker kritiserer regeringen: -Kæmpe problem

Flere store kæder kritiserer regeringens hjælpepakker, der ikke giver, hvad regeringen lovede.

Offentliggjort Sidst opdateret

20 store detailkæder vil have ændret regeringens hjælpepakker.

Kæderne, der blandt andet tæller Illums Bolighus, Bahne og Sportmaster, kritiserer den nuværende hjælpepakke, da de tvangslukkede butikker i storcentrene ikke får dækket 100 procent af deres udgifter, som regeringen ellers havde lovet.

Det skriver Berlingske.

Det skyldes, at to tredjedele af de lukkede butikker i centrene – ifølge Dansk Erhverv – hører ind under kæder, der har webshops og butikker på gågader, som har været åbne og tjent penge.

Hvis alle kædens butikker er samlet under samme cvr-nummer kan de tvangslukkede butikker i storcentrene ikke gøre krav på 100 procent kompensation.

– Det er helt tilfældigt, hvem der bliver hjulpet. Fejlen er administrativ, men nem at rette. Og det kan redde mange danske butikker. Så skulle vi ikke se at få byttet den pakke – måske endda med et smil, skriver kæderne ifølge Berlingske i en stor annonce, der er indrykket i landets aviser onsdag.

Humac: Kæmpe problem

Ifølge Berlingske er elektronikkæden Humac en af dem, der ikke får fuld kompensation.

Humac har 14 butikker i landets storcentre, men har også 13 butikker i gågader og en webbutik. De er alle samlet under samme cvr-nummer, og det betyder, at Humac kun kan få dækket 12,5 procent af udgifterne i de 14 butikker i storcentrene, som ikke har haft omsætning siden marts.

Administrerende direktør i Humac, Michael Bech, siger, at virksomheden står til at mangle 2,8 millioner kroner for de otte uger, hvor storcentrene var tvangslukkede.

– Det har en voldsomt stor betydning os. Ordningen er sat helt forkert sammen og tager slet ikke hensyn til, hvordan kæderne og detailhandlen opererer i dag.

– Det er et kæmpe problem, som politikerne bliver nødt til at gøre noget ved, siger Michael Bech til Berlingske.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har ikke besvaret Berlingskes henvendelser.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

I galleriet ovenfor kan du se, hvordan henholdsvis butikker og kunder bør agere i forbindelse med genåbningen af flere butikker og storcentre.

Powered by Labrador CMS